Ledøje Mølle

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Foto anno 1945. Fra Ledøje-Smørum Lokalarkiv.

Ledøje Mølle blev opført 1862 af møller Peder Jensen fra Gunderslev i Sorø amt. Han drev den til 1872, hvorefter Niels Hansen overtog møllen. Han kom fra Slaglille i Sorø amt. Niels Hansen drev møllen til sin død i 1914, hvorefter sønnen, Jens Gottfred Hansen, som blev født på møllen, overtog den.

Møllen er af den hollandske type. Indvendig er den delt i fire etager plus møllehat. Stueetagen er ret højloftet, i plan med den såkaldte "omgang", hvorfra man drejede møllehatten. Her stod en sekskantet tromlesigte, som kunne sigte korn i forskellige finheder; fint mel, groft mel, strømel osv. - og til sidst skallerne, klid.

Møllen sigtede også mel til brug i det bageri, som var knyttet til møllen og hvorfra der blev leveret brød ud i omegnen pr. hestevogn. Bageriet blev dog nedlagt før 1939.

Møllen blev moderniseret i 1920. Der blev indlagt elektrisk lys og kraft. Vingerne blev taget ned omkring 1958. Den sidste møller på Ledøje Mølle var møller Buchardt, der leverede mel fra møllen så sent som i 1959. De sidste år blev der dog malet ved maskinkraft.

I dag er møllen en del af firmaet Ledøje Mølle Trælast A/S.

På en af kværnenes nedløbsskakter stod der et vers, skrevet 1908:

Med god Vind fra Nord
sigted dejligt Flor,
men med Vind fra Vest
males Sæden bedst.
Den gaar jo ogsaa fra Øst,
det er da altid en Trøst.
Men naar Vinden er Sønden
er den ti Minutter om Tønden.


Kilder og litteratur

Niels Meyn: Danske Møller, 1934, 170

Ernst Cortsen: ... men når vinden er i sønden, Ledøje-Smørum Historisk Forenings Årsskrift 1998, 10-14

Folketællinger for Ledøje Sogn


Oprindelig forfatter: Fredi Paludan Bentsen

01-07-2008