Sprøjtehuset i Slagslunde

Fra Egedal Leksikon
Version fra 20. nov 2014, 14:35 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

På hjørnet af Slagslunde Bygade og Ved Gadekæret ligger byens "sprøjtehus" med det lokale brandmateriel, en håndbetjent sprøjte. Sprøjten skulle læsses på en hestevogn og køres til brandstedet. Den blev betjent af fire mand og har sikkert afløst en ældre model. Den er fra omkring 1890, og meget tyder på, at sprøjtehuset er opført eller ombygget på samme tid.

Brugen af det lokale brandværn og materiel ophørte omkring 1965.


Brandpolitiloven

De fleste sprøjtehuse i Danmark er opført mellem 1861 og 1865. Den nye brandpolitilov af 1861 erstattede landdistrikternes gamle brandforordning fra 1792. Brandvæsenet blev nu gjort til en kommunal opgave. Pligten til at holde brandsprøjte blev efter 1. januar 1865 pålagt sogneforstanderskabet, der "har at drage Omsorg for, at de Kommunen tilhørende Sprøjter og øvrige Brandredskaber anbringes paa et passende Sted i Kredsen og opbevares i et dertil skikket Lokale."

Sogneforstanderskabet havde desuden ansvaret for, at der var et tilstrækkeligt forråd af vand til sprøjternes forsyning. Sammen med brandfogden skulle sogneforstanderskabet bestemme, hvilke brønde, vandsteder, gadekær osv. der skulle oprenses og vedligeholdes på det offentliges bekostning.


Kilder og litteratur

Bent Stiesdal: Kend din egn, 1993, 34

Brandpolitiloven 1898. Bekendtgjørelse af Lov af 2den Marts 1861 om Brandpolitiet paa Landet og det nærmest dermed i Forbindelse staaende Bygningsvæsen, saaledes som den i Henhold til Loven af 1ste Marts 1889 og Loven af 6te April 1898 bliver at anse som affattet.

Forfatter: Lene Olesen Bro

05-10-2004