Veksøholms ejere

Fra Egedal Leksikon
Version fra 23. feb 2015, 16:00 af Egedal Arkiv 2 (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Veksøholm var en borg og hovedgård i middelalderen. Der er fundet rester af et borganlæg på stedet, der nu kaldes Veksøholm.


Den første nævnte ejer af Veksø hovedgård var Anders Andersen. Han tilhørte en gren af Hvideslægten og havde sine hovedbesiddelser i Skåne. Hans besiddelse af Veksø hovedgård kan formentlig føres tilbage til hans oldemor, Margrethe Sunesdatter. Hendes far, Sune Ebbesen (død 1186), ejede ved sin død store dele af Nordsjælland, som gik i arv til hans efterkommere.

Anders Andersen blev taget til fange af Erik Menved i 1315 og henrettet for sammensværgelse mod kongen.
Veksø hovedgård blev sikkert konfiskeret af kongen sammen med det skånske gods. Derefter nævnes Veksø hovedgård først i forbindelse med Bo Dyre (Due). Han var gift med Cecilie og enkemand i 1391.
På dette tidspunkt var deres datter Kirsten Bosdatter ejer af gården. Hun blev gift med Evert Moltke af Hegnede (Ramsø herred) og deres søn arvede Veksø.
Ved hans død overgik Veksø til hans søster Eline Evertsdatter Moltke. Hun var først gift med Anders Jacobsen Lunge (af Hvideslægt) og derefter med Frederik Wardenberg.

I 1456 solgte dette ægtepar Veksø hovedgård til Johan Oxe, som overdrog gården til kongen, inden han havde betalt den helt ud. Derefter skænkede kongen (Christian 1.) Veksø-ejendommen til sit nye gravkapel ved Roskilde Domkirke. Så sent som i 1471 skyldte kongen dog stadig arvingerne efter Eline Evertsdatter penge.

Ved reformationen i 1536 overgik Roskilde Domkirke til kongen. Kapellet beholdt sine ejendomme i Veksø indtil 1563, hvor det afstod et stort gods i Veksø. Også en gravtavle i Veksø Kirke fortæller om en storgård i Veksø.

Flere gårde i området er måske udstykket fra jorden, der har hørt under Veksøholm.

Kilder og litteratur

Nils Erik Andersen: Adelsslægter i Veksø i middelalderen,
i: Nils Erik Andersen (red.): Om Hvideslægten her på egnen, Stenløse Historiske Forening 2006, 78-87

Oprindelig forfatter Nils Erik Andersen

12-03-2007