Værebro Å

Fra Egedal Leksikon
Version fra 16. jul 2015, 13:21 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Det oprindelige forløb af Værebro Å. Gengivet efter Bruno Wolff: Vandvejen til Måløv.

Værebro Å var i stenalderen en arm af Roskilde Fjord. Åen er 32 kilometer lang og afvander et opland på omkring 150 kvadratkilometer. I 1950'erne blev Værebro Å reguleret og rettet ud, men efter en ny regulering i 1993 er åens fysiske rammer blevet bedre.

Værebro Å udspringer i Smørmosen syd for Bagsværd. Det er godt 22 meter over dagligt vande i Roskilde Fjord.

Åen løber gennem Søndersø i Værløse, fortsætter mod sydvest gennem Jonstrup og løber i et rør under Flyvestation Værløse. Ved Knardrup får den tilført vand fra Bunds Å og drejer mod vest, indtil den forenes med Damvad Å. Før Veksø får åen vand fra Veksø Mose, før den ved Snydebro løber under Frederikssundsvej.

Derefter drejer åen mod sydvest og får yderligere vand fra Sørup Rende. Derfra løber åen i bunden af den ådal, der i Ertebølletiden (ca. 5400-3900 f.Kr.) var en fjordarm. Havet stod dengang fem til seks meter højere end i dag. Frem til vikingetiden var det muligt at sejle via Værebro Å til nogle store søer syd for Stenløse og Veksø samt videre til Knardrup. De sidste rester af indsøen forsvandt så sent som i 1740.

Efter Veksø Mose passerer åen Lunde Bro, hvor der engang lå et færgested. Kort derefter passerer den Veksø Bro, drejer mod nordvest og løber syd om Løje Sø. Herefter løber der vand til fra Helledemose vandløbet og senere fra Stenløse Å, som det kommunale rensningsanlæg løber ud i.

Efter Stenløse Bro kommer åen til Værebro, den eneste egnede overgang på åens nedre løb. Overgangsstedet var så vigtigt, at broen har givet navn til vandløbet Værebro Å. Herfra fortsætter åen frem til udløbet i Roskilde Fjord nord for Jyllinge.


Kilder og litteratur

Søren Olsen: Danmarks søer og åer, 2002, 265

Bent Stiesdal: Kend din egn, 1993, 82

John Kousgård Sørensen: Danske sø- og ånavne, bind 7, 1989, 360-362

Bruno Wolff: Vandvejen til Måløv, Arkæologisk Forening for Ballerup og Omegn, 1988

Jørgen Andersen (red.): Bogen om Frederiksborg Amt, 1969, 418


Oprindelig forfatter Thyge C. Bro

21-02-2005