Ølstykkehallen

Fra Egedal Leksikon
Version fra 29. jan 2015, 15:44 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Tegning: Ole Bjørn Andersen



Idrætten har mange år på bagen i Ølstykke. Allerede i 1860'erne blev der stiftet en skytte- og gymnastikforening. I 1920-30 blev boldspil mere almindeligt, så derfor skabte frivillige en boldbane ved Ørnebjerg. Først i 1950'erne kom der et klubhus med de nødvendige faciliteter.

Med befolkningstilvæksten i løbet af 1960'erne kom også behovet for mere plads til idrætten. Ølstykke Kommune købte Græstedgård i 1968 for at anvende dens jord til idrætsanlæg. I de følgende år voksede anlægget frem. Byggefirmaet Dansk Protekta ApS stod for opførelsen.

Selve hallen blev på 1415 kvadratmeter. Desuden er der klublokaler og cafeteria med plads til ca. 100 mennesker, som gennem store ruder kan følge hallens aktiviteter. Der var rejsegilde den 6. september 1971 og den 27. februar 1972 kunne borgmester Helmar Filtenborg holde indvielsestale og udtrykke ønsker om, at en sund og vågen ungdom ville fylde hallen. Indvielsen strakte sig over hele to dage.

I 1973 blev der tilføjet 270 kvadratmeter på den ene side, og badmintonhal, svømmehal og tennishal er kommet til. Ølstykkes sportsudøvere har fejret store triumfer i gymnastik, tennis og fodbold.

Ølstykkehallen, der ligger på Tranekærvej 1, bruges også til andre store begivenheder.


Kilder og litteratur

Ølstykke Lokalarkiv


Forfatter Ole Bjørn Andersen

22-01-2008