Ørnebjerggård

Fra Egedal Leksikon
Version fra 12. maj 2016, 11:05 af Charlotte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Ørnebjerggård

I 1797 fik Peder Bendtsen arvefæstebrev på Ørnebjerggaard, der blev flyttet til sin nuværende plads og navngivet efter højen Ørnebjerg. Indtil 1867 gik gården i arv fra far til søn.

Enken efter Peder Bendtsens sønnesøn, Kirsten, giftede sig med Jørgen Mogensen, som så blev ejer af gården. Efter Kirstens død fik Jørgen Mogensen sin niece Anna Poulsen som husholderske, og hendes bror Hans Poulsen overtog gården i 1901.

Han giftede sig med Kristine Pedersen fra Skelbækgården i Skenkelsø, og da hendes far var født på Ørnebjerggård, kom gården tilbage i slægtens eje. Kirstine (Stine) og Hans Poulsen byggede et åbent og livligt hjem op på gården, med fem børn, aftægtsfolk og tjenestefolk. De var aktive i foreningslivet, bl.a. i brugsforeningen og i sangforeningen.

Sønnen Viggo Poulsen giftede sig i 1933 med Else Munk Thygesen og de to overtog i 1950 Ørnebjerg og videreførte de gamle traditioner. Parret blev kendt for deres travheste, og de årlige trav-derbyer på banen ved Ørnebjerg trak mange kendte hestefolk til.

Mange mennesker havde deres gang på gården, der blev også drevet pensionat.

I 1960 blev næsten alle jorder solgt fra til udstykning i parcelhus-grunde. Viggo Poulsen døde i 1972 og Else Poulsen solgte i 1987 gården, på den betingelse, at hun kunne blive boende i en aftægts-bolig på Ørnebjerggård sin tid ud. Hun døde i 1995.

Ejendommen er overtaget 1987 efter Else Poulsen, matr. nr. 7a. De oprindelige bygninger er opført i 1788 og blev restaureret i 1987/88, stuehuset er ombygget i 1949, laden er nedrevet i 1988 og de tre længer nedbrændte i 1935 og blev genopbygget i 1935/36.

I dag er der restaurant og private firmaer i den gamle gård.


Kilder og litteratur

Frederiksborg Amts Avis 7.8.1999

Svend Esbech: Ølstykke til alle tider, 1994, 91


Oprindelig forfatter Lene Olesen Bro

18-04-2011