Forskel mellem versioner af "Smørumnedre"

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Smørumnedre omtales 1085 som Smørhem minore, 1231 Smørhem minor. Senere afløses det latinske ord for lille (minor) af nedre, 1447 Smørumme nædre, i modsætning til Sm...')

Versionen fra 19. jan 2015, 13:30

Smørumnedre omtales 1085 som Smørhem minore, 1231 Smørhem minor. Senere afløses det latinske ord for lille (minor) af nedre, 1447 Smørumme nædre, i modsætning til Smø(rum)øffre, Smørumovre.

Smørum kommer af Smør-hem, hvor konsonanten h er forsvundet på grund af en tryksvag stilling. Forleddet er ordet smør, og der findes en hel del litteratur om brugen af smør i stednavne. Man har tidligere antydet en sammenhæng med gammel frugtbarhedskult og ofring med rituelle smøringer, men disse religiøse aspekter har ikke stor tilslutning i vore dage. Senere har man ment, at smør-navne kunne tolkes som steder, hvor man producerede smør eller opbevarede det, eller at de kunne betegne noget smørlignende, fx noget gult (som smørblomster). Endelig har man ment, at der var tale om steder med særlig fugtig karakter, fedtet og sumpagtig.

Navnets endelse er hjem, gammeldansk hem, der kan have betydningen "gård, landsby, bebyggelse eller bygd". Navnet Smørum kan altså betyde "Bebyggelsen, hvor man laver smør". Smør kan dog evt. være brugt alment rosende, så navnet har betydet "Den velhavende bygd."

Tilføjelsen minor (nedre) kan enten skyldes, at Smørumnedre var mindre end Smørum major (ovre), men kan også sigte til, at Smørumnedre ligger lavere end Smørumovre.

Se også > Smørumovre


Kilder og litteratur

Danmarks Stednavne nr. 20, Stednavne i Københavns Amt, 1990, 55-56

Bent Jørgensen: Dansk Stednavneleksikon. Øerne øst for Storebælt, 1981

Aage Houken: Håndbog i danske stednavne, 1976, 32, 208


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

05-09-2007