Versionen fra 27. nov 2014, 14:39

Ved Smørumnedre lå der et hus, der blev kaldt "Lerhuset". På den tilhørende jordlod, tæt ved Frederikssundsvejen og i skellet ind til naboen, står der en ganske tarvelig tilhugget granitsten, hvor der er indhugget: L. P. S. 1831

Stenen er opstillet til minde om følgende triste begivenhed, som er gengivet af overretssagfører P.C. Tüchsen, Ballerup, efter den mundtlige overlevering og det optagne politiforhør.

Fortælling I huset boede enken Kirsten Andersdatter med sine to børn, Marie Mortensen på syv år og Ole Mortensen på fire. Sammen med dem boede Kirstens mor med hendes to børn, Ellen Andersen på 10 år og Sidse Andersen, der var seks år gammel.

I midten af september 1831 giftede Kirsten Andersdatter sig med en halvgammel ungkarl Lars Pedersen. Han var en del forfalden til druk, og de fik hurtigt et dårligt forhold til hinanden.

Natten mellem den 9. og 10. oktober 1831 var Lars Pedersen til gilde i Pederstrup. Han kom hjem hen på morgenen, temmelig fuld. Han sendte straks sin hustru og svigermor på arbejde ved kartoffeloptagning hos gårdmand Peder Jensen i Pederstrup, mens han selv gik i seng et par timer.

Da han var stået op, gik han til Ballerup Kro, hvor han købte en flaske brændevin, som han ved hjemkomsten drak det meste af. Så jog han sine to stedbørn ud af huset og sagde, de skulle gå hen til en nærliggende tørvegrav. Bagefter satte han ild til huset, hvor hans hustrus to søskende opholdt sig, og gik hen til tørvegraven. Her stak han en brødkniv i jorden og lagde sin tegnebog fra sig.
Brændevinsflasken havde han med, og nu tvang han steddatteren til at drikke af den, mens han hældte brændevin i halsen på stedsønnen. Herefter stoppede han græs i munden på begge børnene og bandt dem om halsen med et medbragt reb, som han bagefter bandt om livet på sig selv. Derefter sprang han med børnene ud i tørvegraven.

Imidlertid havde ilden i huset hurtigt samlet en del naboer, der fandt Lars Pedersen og børnene i vandet og fik dem trukket op; men da var han og stedsønnen døde.

Fordi han havde begået en forbrydelse (selvmord), måtte Lars Pedersen ikke blive begravet i kristen jord. Derfor blev han begravet på stedet, hvor den omtalte sten senere blev rejst, uden nogen ceremoni.

Det fortælles, at den bedste sæd (korn) på jordlodden altid er, hvor Lars Pedersen er begravet.

Fakta

Af kirkebogen fremgår det, at vielsen fandt sted den 20. september 1831. Lars Pedersen var 40 år og kom fra Vallensbæk, Kirsten Andersdatter var 29.

Da Banestyrelsen i 1999 gik i gang med at udbygge Frederikssundbanen, forsøgte man at finde stenen og graven, men det lykkedes ikke. Senere har man fået oplyst, at gravstedet i følge nogle tinglysningspapirer fra 1938 skulle befinde sig i skellet mellem matrikelnummer 11i og 11e af Smørumnedre. Det er området Tørvesletten øst for Smørum Parkvej.

Kilder og litteratur

Fredi Paludan Bentsen: En tragisk begivenhed og dens personer, Ledøje-Smørum Historisk Forening og Arkiv, Årsskrift 2008, 17-29

Jørgen O. Bjerregaard: En trist historie, Byhornet, medlemsblad for Ballerup Historiske Forening, nr. 1, 1999, 15-17

P.C. Tüchsen: Et trist Mindesmærke, Historisk Samfund for Københavns Amt 1914, 46-47 Smørum kirkebog 1822-43, side 106 nr. 1

Oprindelig forfatter: Fredi Paludan Bentsen

06-02-2008