Forskel mellem versioner af "Øvre Værebro Mølle"
(Oprettede siden med ' Denne mølle var den tredje af Værebro Å's fire møller og fulgte efter Knardrup og Snydebro på åens løb mod Roskilde Fjord. Den fjerde og sidste mølle va...') |
Nuværende version fra 28. aug 2014, 15:55
Denne mølle var den tredje af Værebro Å's fire møller og fulgte efter Knardrup og Snydebro på åens løb mod Roskilde Fjord. Den fjerde og sidste mølle var Nedre Værebro Mølle.
Den øvre mølle er første gang omtalt i 1377 som del af Roskildebispens gods, men er utvivlsomt betydeligt ældre. Selvom den lå syd for åen, kom den efter reformationen til at høre under Kronen og Frederiksborg Amt helt frem til 1916, hvor den igen kom under Roskilde.
Møllen lå lige vest for den nuværende A6-vejføring og med sin opdæmning satte den det store, lave område neden for Stenløse og helt hen til Veksø under vand. Med så stor en mølledam kunne der bygges en meget stor mølle. I 1682 havde den fire møllehjul og to kværne og, sagde man, vand nok til at male både sommer og vinter.
Det store oversvømmede område rummede imidlertid foruden moser også udstrakte enge, som områdets bønder ønskede til græsning. Bønderne lå derfor i stadig konflikt med møllen om opstemningens højde. Stor højde var godt for mølledrift og lav højde var godt for engene. Efter mange års gensidige trakasserier løstes konflikten af myndighederne omkring 1720. Vandstanden skulle sænkes om foråret, så bønderne fik græsningen, dvs. møllen kunne kun male korn i vintersæsonen. Der blev så bygget en vindmølle for at klare behovet resten af året. Stridighederne om opdæmningens højde og vandstanden fortsatte imidlertid, indtil man i 1740 besluttede at nedlægge vandmøllen og dermed opdæmningen. Mølleren fik en kompensation af myndighederne, som til gengæld pålagde bønderne en jordskat for de indvundne engarealer. Vindmøllen, som var en stubmølle, blev senere suppleret med en stor hollandsk mølle og en hestemølle. Den sidste mølle på stedet forsvandt i 1920. Siden har bygningerne først været udnyttet som såkaldt drengehjem (oprettet af "Foreningen af 1937 til forsømte Børns Frelse") og derefter som et kollektiv i privat eje.
Kilder og litteratur
Svend Esbech: Ølstykke til alle tider, 1994, 42-46
Arne Sundbo: Øvre Værebro Mølle, Fra Frederiksborg Amt 1949, 65-105
Oprindelig forfatter: Nils Erik Andersen
07-04-2005