Forskel mellem versioner af "Den gamle Værebro"

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Den ældste bro af sten ved Værebro blev bygget i 1100-tallet. Den afløste sandsynligvis en bro af træ, der kendes fra andre passager af danske vandløb fra 900-tallet. B...')

Versionen fra 12. okt 2014, 17:27

Den ældste bro af sten ved Værebro blev bygget i 1100-tallet. Den afløste sandsynligvis en bro af træ, der kendes fra andre passager af danske vandløb fra 900-tallet. Brobyggeri og vedligeholdelse af broer blev anset for at være en god kristen gerning, og der kendes runestene, der omtaler konkrete brobyggerier.

Den ældste overgang lå cirka 500 meter vest fra den nuværende hovedvej A6, Roskilde-Hillerød. Rester af en jordvold over engstykket vidner om det gamle brosted. Vejen var godt fem meter bred og anlagt på en dæmning, der var hævet 1,5-1,75 meter over det omgivende terræn. Brokarret var sikret ved hjælp af rammer af egetræ, der skulle holde stenfyldet på plads.

Den oprindelige vej og bro blev første gang truet ved anlæggelsen af Nedre Værebro Mølle. Dens mølledam bredte sig op til brostedet. Senere blev Øvre Værebro Mølle anlagt, hvorved trafikken langsomt skiftede til de to overgange, der var etableret ved møllernes stemmeværker.

Begge møller forsvandt i løbet af 1700-tallet, og på samme tid blev hovedvejen mellem Roskilde og Hillerød ændret til den i dag kendte.

Se også Værebro


Kilder og litteratur

Bruno Wolff: Vandvejen til Måløv, 1988

Bent Stiesdal: På vej, 1986, 8-9

Hans Stiesdal: Den gamle Værebro, Fra Frederiksborg Amt 1952, 25-43

Hans Stiesdal: Den gamle Værebro, Fra Københavns Amt 1951, 65-67

Oprindelig forfatter: Thyge C. Bro

11-01-2005