Versionen fra 18. feb 2015, 13:12

En kone havde engang en lille dreng, som var værkbruden og ikke kunne helbredes. Hans mor var meget fattig, og hun havde gået både til Stenløse og Asminderød til kloge koner for at få råd, men ingen kunne hjælpe.

En nat drømte hun, at en rig gårdejer i Ganløse havde en tidsel, og det var den eneste tidsel, der var i hele verden, mente man. Og denne tidsels dun ville kunne hjælpe drengen. Om morgenen da hun vågnede, stod hun op og gik til Ganløse og fandt den rige gårdejer. Hun spurgte, om hun måtte få et par dun af den tidsel, som han havde, for den kunne helbrede hendes dreng. "Nej," svarede bonden, "når den er så værdifuld, skal jeg have penge for den, ellers kan den blive stående."

Men konen havde ingen penge, og derfor fik hun den ikke. Hun var meget bedrøvet over det, og på vejen gik hun og græd, men så mødte hun Sankt Peter. Han spurgte, hvad hun græd for, og så fortalte hun det. Da sagde Sankt Peter, at det skulle han nok klare. Nu skulle han tale med Vorherre om det, hvis hun ville tro på Gud. Ja, hun skulle nok tro på ham.

Da der var gået tre dage, kom konen en morgen ind til drengen med røllikete, som hun havde lavet til ham. Nu sprang han op af sengen og råbte: "Mor, Mor, jeg er rask nu!" Og så gik Sankt Peter hen til den rige gårdejer i Ganløse og sagde: "Fordi du ikke ville give den fattige kone tidseldun til sit barn, skal der nu herefter vokse tidsler både i din have og din mark, ja ikke alene i din, men i andres marker, ja over hele verden, så både rige og fattige kan få nok af dem."

Kilder og litteratur

Anders Uhrskov: Folkesagn, Nordsjællandsk Folkeliv bd. 2, 1922, 166-167

OprindeligForfatter: Lene Olesen Bro

22-11-2005