Forskel mellem versioner af "Soldaterhjemmet i Ganløse"
Versionen fra 4. mar 2015, 13:27
Lige over for Ganløse Kro ligger der et autoværksted. En tilbygning med fladt tag fra omkring 1930 dækker i dag det meste af husets gavl. I denne udbygning lå først en kolonial- og manufakturhandel. Derefter kom der en farvehandel, så blev der handlet med strikkegarn og senere var her cykelhandel, indtil autoværkstedet overtog hele bygningen.
Men før tilbygningen skamferede huset, så det anderledes ud. På billedet med soldaterne kan man se, at huset havde et smukt dekoreret bislag foran indgangsdøren.
Privat indkvartering
Under Første Verdenskrig indkaldte man en såkaldt "sikringsstyrke". Efteråret 1914 talte styrken næsten 55.000 mand. Det var flere soldater, end de eksisterende forter og kaserner kunne rumme. Derfor blev en del indkvarteret på gårde og i huse i landsbyer, bl.a. i Nordøstsjælland. Her fik styrken til opgave at bevogte Københavns vandforsyning, krudtværket i Frederiksværk, jernbanerne mv.
Også i Slagslunde og Ganløse måtte man modtage indkvarteret mandskab. Staten betalte de lokale værter for kosten og den øvrige forplejning.
I april 1915 fik de indkaldte mulighed for at slippe for en del af de militære øvelser, hvis de i stedet deltog i markarbejde. I denne periode blev huset på billedet anvendt som soldaterhjem, hvor de indkaldte kunne mødes og tilbringe fritiden. Soldaterhjemmene blev drevet af velgørende eller religiøse foreninger, i dette tilfælde KFUM.
Datering
Efter lokalarkivets oplysninger skal billedet dateres til 1918. Det er dog mere sandsynligt, at det stammer fra en af de første måneder i 1915. På dette tidspunkt flyttede man nemlig 1. regiments 15. bataljon og 2. regiments 18. bataljon fra henholdsvis Lyngby og Herlev til en række nordsjællandske landsbyer, herunder Ganløse og Slagslunde. Den 21. maj 1915 blev de to bataljoner forlagt til den nyopførte Værløselejr og til Helsingør. Samtidig blev sikringsstyrken reduceret med næsten 5.000 mand.
Kilder og litteratur
Poul Hesbjerg: Soldaterhjemmet i Ganløse, Stenløse Historiske Forening nr. 45, 2004, 7-8
Kristian Lund: "Cirkus Hansen". Glade Dage under Sikringsstyrken 1914-1915, 1927 (bl.a. om oplevelser i Slagslunde og Ganløse)
Rytteriets Og Fodfolkets Garnisoner Fra Ca. 1720.
Summarisk Oversigt Over Dislokationen 1807-13.
Dislokation Af Sikringsstyrken 2/8-1914 - 31/3-1919.
Spredte Oplysninger Over Garnisonering Før 1720 (Det Kongelige Garnisonsbibliotek)
Oprindelig forfatter Poul Hesbjerg
29-03-2006