Versionen fra 24. sep 2015, 11:23

De fattige, der vandrede hjemløse rundt som vilde fugle, som Gustav Bang skrev i ´Kirkebogs Studier´ i 1906, fik selvfølgelig også børn. Børnene var effektive tiggere, fordi de var svære at afvise, da deres nød var oplagt. Kommunerne var helt på det rene med det problematiske i at acceptere børn på fattiggården sammen med forbrydere, vagabonder, løsagtige fruentimmere, misdædere, løsgængere og kriminelle, men ændrede ikke praksis.

Kommunerne udviklede faste regler for, hvilken kommune der f. eks. skulle bære omkostningerne ved gravide kvinder og børn. Den kommune i hvilken kvinden havde ophold 10 måneder forud for en fødsel måtte bære omkostningerne. Børn, der ankom til fattiggården med forældrene eller som forældreløse af fattigfolk, måtte ikke forlade denne. En undtagelse var de lidt større drenge, der om dagen kunne vogte dyr for en bondemand en dag ad gangen eller en hel sommer og blive betalt med nogle få kroner. Drengen skulle aflevere hyren til fattiggårdens inspektør, så den kunne indgå i regnskabet overfor kommunen. Pigerne indgik som en fast del af bemandingen i gårdens køkken. Børnene blev nødtørftigt undervist af en tilknyttet lærer.

Børnene fik selvfølgelig også børnesygdomme. En epidemi brød ud, og der døde 2 af børnene. En gennemgang af den lokale Frederiksborg Amts Avis viser, at sagen ikke blev omtalt. Fattiglemmers børns død var ikke relevant nyhedsstof.

Det var ikke ualmindeligt at fattige kvinder sidst i en graviditet søgte ´indlæggelse` på fattiggården når hverdagen blev for belastende. Problemet var at få en kommune til at betale.

Hugo Odgaard, april 2015

Se også: Fattighjælp

Kilder og Litteratur

Hugo Odgård (red): Fattigforsørgelses- og arbejdsanstalt i Ganløse, 2011