Ganløse
Det er temmelig sikkert, at navnets ældste overleverede form er Ganløse, ikke Galløse. De ældste dokumenter kendes desværre kun gennem afskrifter fra 1700-tallet, og i det første, fra 1339, må det forreste bogstav have været utydeligt, så det ved en læsefejl er blevet til Banløsø. Men i et dokument fra 1350 hedder byen Ganløse. Formen Galløse blev anvendt senere i 1300-tallet (1370-80), men uden at vinde fodfæste.
Forleddet i Ganløse menes at være det gamle danske ord gan, der betyder "gane, kløft" og hentyder til den voldsomme slugt syd for byen. Sammen med endelsen løse, der betyder eng eller græsgang, bliver det til "Græsgangen ved kløften".
Ganløse blev tidligere brugt som skoleeksempel på en landsby, hvor bygningerne stadig ligger ligesom de gjorde i middelalderen eller endnu længere tid tilbage.
Midt i byen ligger forten med gadekæret omgivet af små huse og yderst i en krans ligger gårdene. Heldigvis er forten bevaret, og den gamle opbygning af byen kan stadig spores. Betegnelsen "Bleghaven" er også bevaret. Det er den del af bymidten, der ligger nærmest kroen. I Bleghaven bredte konerne deres nyvævede hørlærred ud til blegning. Lærredet blev gjort vådt i kæret og bredt ud i solen, så lyset kunne blege det grå lærred til rigtig hvidt.
Gadekæret består af to afdelinger. Den lille afdeling mod Farumvej har endnu ikke fået stensatte kanter, mens der er blevet sat sten hele vejen rundt om den store afdeling ned mod parkeringspladsen. Stensætningen er et nyere fænomen, der forhindrer den naturlige vegetation langs kanten af siv og dunhammer.
Forten, det store fælles friareal, er af meget stor betydning for Ganløse. Mange mennesker færdes og opholder sig der, og om sommeren kan der stadig ses græssende dyr på bymidten. Det åbne areal er det, der oplevelsesmæssigt samler byen.
Se også > Gan(d)løse
Kilder og litteratur
Bent Stiesdal: Kend din egn, 1993, 37
Bent Jørgensen: Dansk Stednavneleksikon. Øerne øst for Storebælt, 1981
Aage Houken: Håndbog i danske stednavne, 1976, 167
Danmarks Stednavne Nr. 2, Frederiksborg Amts Stednavne, 1929, 127-128
Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro
07-03-2004