Sørisgård
Gård med økologisk landbrug, blandt andet gulerødder.
Sørisgård ligger imellem Ølstykke og Slangerup. Landskabet er en såkaldt "tunneldal" fra istiden og er en del af Farum Naturpark.
Gården blev købt af Skytte Algreen-Petersen i 1930'erne, overtaget af Hans Algreen-Petersen i 1960'erne. Da Hans havde overtaget gården, satsede han på at dyrke gulerødder på den gamle søbund. I 1986 var Knud Enna, Damgården, landmand og nabo til Søris. Efter at have arbejdet et års tid for Hans Algreen, begyndte han at presse på for en omlægning til økologisk drift. Da Hans længe havde haft det samme ønske, var sagen klar: De startede en omlægning og Jan Algreen gik med på projektet. De fik dog en forhåndsaftale med en af de store butikskæder om at aftage de økologiske produkter.
Senere blev også Damgården omlagt, og i 1993 overtog Knud og Jan driften og stiftede "Søris I/S". Nu er virksomheden vokset til at være en af landets største leverandører af økologiske grøntsager til supermarkeder og cateringsektoren. I 2008 købte Jan Algreen firmaet.
På Sørisgård dyrkes økologiske gulerødder, kartofler og kål i alle afskygninger. Når deres egne varer slipper op, supplerer de med varer fra danske og udenlandske avlere. Gulerødder, løg og tomater har de året rundt. De økologiske varer fås i Irma og Netto, samt i deres egen gårdbutik. Desuden forhandles det populære Søris-mel.
Kilder og litteratur
Niels B. Thomsen: Med Hans på markvandring, SDAnyt nr. 3, 2005, 12-13
Links
http://egedal.lokalavisen.dk/article/20081031/ARTIKLER/681666871 http://www.soeris.dk/forside.aspx
Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro
01-07-2009