Porsemosen

Fra Egedal Leksikon
Version fra 11. feb 2015, 12:15 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Porsemosen på cirka 100 ha ligger vest for København mellem Ledøje og Vridsløsemagle. Mosen gennemløbes af Nybølle Å, som fortsætter i Store Vejleå-dalen. Mosen er den største, nogenlunde uspolerede mose mellem København og Roskilde. Den har et rigt plante- og dyreliv med blandt andet fredede orkideer og sjældne fuglearter.

Mosen har navn efter planten Porse (Myrica gale) og har for et par hundrede år siden været "fattigkær". Fattigkær er arts- og næringsfattige plantesamfund på sur bund, domineret af græsser og med bundlag af tørvemosser og andre mosser. Det er i dag ikke tilladt at plukke porse i mosen.

Der har været gravet tørv i mosen i flere hundrede år, hvilket havde stor økonomisk betydning for de omkringliggende landsbyer. De store tørvegrave stammer dog alle fra tiden frem til omkring slutningen af Anden Verdenskrig. De mange mindre og næsten tilgroede er af ældre dato.

Da tørvegravningen sluttede, var mosen åben og med store dele fri vandflade. Nu er den meget tilgroet. Næsten alle træer og buske i mosen er vokset frem efter 1945.

Vandstanden i mosen blev sænket afgørende i løbet af 1800-tallet. Tidligere afvandedes mosen mod syd til Køge Bugt af Store Vejleå, der udsprang i mosen. Nu afvandes den på grund af vandstandssænkningen til Roskilde Fjord af Nybølle Å, hvor vandet via Hove Å og Gundsømagle Sø ender ude i Roskilde Fjord. Mosen er svært tilgængelig, navnlig for beboere i Egedal Kommune. Det vil sige den nordlige del, fordi området er privat ejet, og der er ikke offentlig adgang. De sydøstligste 10 ha ligger i Høje-Taastrup Kommune og er en del af Vestskoven, og derfra er der adgang for alle.


Oprindelig forfatter: Thyge C. Bro

14-07-2009