Sognebeskrivelsen

Fra Egedal Leksikon
Version fra 4. mar 2015, 12:54 af Egedal Arkiv 2 (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Sognebeskrivelsen er et omfattende materiale, der befinder sig på Nationalmuseet. Materialet består af både tekster og kort.

Sognebeskrivelsen blev grundlagt i 1873, hvor man begyndte de såkaldte "herredsrejser". Resultatet blev en systematisk og landsdækkende optegnelse af de danske fund og fortidsminder. Hver lokalitet er forsynet med et nummer, der refererer til et punkt på et tilhørende kort. Antallet af numre pr. sogn varierer meget. Både de sløjfede og de eksisterende fortidsminder er registreret. Derfor kan man finde oplysninger om langt flere gravhøje m.v. end dem, der er bevaret i dag. Alle de fund, der er dukket op i tidens løb, er blevet tilføjet som nye numre i Sognebeskrivelsen. Det er altså et levende og stadig voksende arkiv.

Se også Oldtidshøje i Stenløse Kommune


Det Kulturhistoriske Centralregister

Nationalmuseet begyndte i 1982 at overføre Sognebeskrivelsen til edb. Det Kulturhistoriske Centralregister (DKC) blev oprettet i forbindelse med museumsloven af 1984 og edb-arbejdet fortsatte som et samarbejde mellem den daværende Fredningsstyrelse, Nationalmuseet og de danske museer.


Fund og Fortidsminder

Med den nye museumslov, der trådte i kraft den 1. januar 2002, blev DKC en del af den nyoprettede Kulturarvsstyrelse. Her er flere kulturhistoriske og museale databaser blevet samlet i ét hus, og derfor kaldes DKC nu også for "Fund og Fortidsminder".

Kulturarvsstyrelsen fortsætter indtastningen af Sognebeskrivelsen og registreringen af alle nye fund og fortidsminder, der indberettes fra de kulturhistoriske museer.

Nu er der registreret over 150.000 kulturhistoriske lokaliteter. Det er først og fremmest arkæologiske fund og fortidsminder, men antallet af anlæg fra senere perioder af historien er stigende.

Til databasen er der knyttet et omfattende materiale af moderne og historiske landkort, søkort og flyfotos, ligesom der er flere søgemuligheder. Fund og Fortidsminder er især et redskab for museer og forskere, så formidlingen af materialet er sparsom.


Vejledning i brug af databasen

Gå ind under søgning i menuen øverst til venstre og vælg enten topografisk eller geografisk. Topografisk søgning giver en liste over fund i det valgte område. Geografisk søgning fører til et kort, hvor man kan klikke sig ind til de forskellige lokaliteter. Hvis man derefter bruger i-knappen nederst til venstre, kommer der et kort, hvor alle fund i området er plottet ind. Herfra kan man klikke Sognebeskrivelsens oplysninger frem.


Links

Fund og Fortidsminder


Oprindelig forfatter Lene Olesen Bro

15-07-2004