Veksø Vandværk
Vandværksforeningen i Veksø blev stiftet i foråret 1903. Der blev støbt en stor vandbeholder i gravhøjen Rolandsbjerg. Det var det højeste punkt i byen og derfra kunne vandet ved egen kraft løbe til vandhanerne. Oven over vandbeholderen blev der rejst et jernstativ med en stor vindrose, der trak pumpen og langsomt pumpede vand op i beholderen.
Selve anlægsarbejdet startede i juni, motoren kom i september og i november startede vandforsyningen. I den følgende tid var der flere problemer som førte til afbrydelse af vandet, men efterhånden blev driftsikkerheden større. Omkring 1925 blev vindmøllen erstattet af en eldrevet pumpe.
Vandværksvand betød rent vand. Mange gamle brønde lå tæt på møddinger, latrinkuler eller gadegrøften, der var den eneste form for kloakering.
Veksø Vandværk blev nedlagt i 1990.
I 100-året for oprettelsen blev der rejst en mindesten for værket.
Se også Rolandsbjerg
Kilder og litteratur
Bent Stiesdal: Købmandsliv i lyst og nød. Da de nye tider kom til Veksø 1850-1937, Stenløse Historiske Forening nr. 27, 1997, 14-16
Veksø. Historiske glimt. Udgivet af Veksø Borgerlaug 1990, 76-78
Links
Oprindelig forfatter Lene Olesen Bro
31-01-2006