Slagslunde-Ganløse IF

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning

Slagslunde-Ganløse Idrætsforening

Før 1934 havde Slagslunde og Ganløse hver deres idrætsforening. Begge foreninger var meget små og kørte ikke så godt. Ved en stiftende generalforsamling d. 16. marts 1934 på Ganløse Kro, blev de to klubber enige om, at slå sig sammen. Ifølge de gamle protokoller kan man læse, at foreningen gjorde meget ud af at holde foreningsballer på kroen. Endvidere blev der arrangeret dilletanteforestillinger og andespil for at overleve økonomisk. Op gennem årene fra 1934 til 1950’erne blev der spillet fodbold og håndbold på diverse marker. Senere kom badminton til i den gamle gymnastiksal på Ganløse skole. I 1939 besluttede bestyrelsen, at man skulle have en fane, og efter indsamling blandt medlemmer og borgere i de to byer, kunne der holdes faneindvielse den 17. november 1940.

I slutningen af 50-erne havde man håndbold og fodboldbane på den nuværende parkeringsplads ved skolen i Ganløse. Da skolen skulle udvides, blev banerne flyttet til deres nuværende beliggenhed (Gryden). I en forfærdelig snestorm blev Ganløsehallen indviet i 1970. Den nye sportshal betød, at der kom meget bedre omklædningsfaciliteter. I marts 1970 brød badminton og håndbold ud og startede som selvstændige foreninger. I mange år havde fodboldklubben ikke sit eget klubhus. Først i 1983 fik man det nuværende klubhus efter lange og seje forhandlinger med Stenløse Kommune. Samme år kom der også en grusbane til. I 1988 blev anlægget totalrenoveret. Samme år blev der etableret den berømte sti med ”trappen” ned til banen, redskabshus, vandingsanlæg på banen og stibelysning. I 2015 blev grusbanen erstattet af en kunststofbane, så klubben nu råder over de fineste faciliteter.

Kilder og Litteratur.

Internettet


Forfatter: Tonny Poulsen 13-09-2017