Ølstykke Svømmehal

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Tegning: Ole Bjørn Andersen



Ølstykke Svømmehal er opført i to etaper. Hallen blev indviet den 1. september 1980.

Ølstykke Svømmehal ligger på Stadionvej 14. Opførelsen af svømmehallen foregik i to etaper. Første etape bestod af det store udendørs, vinkelformede bassin med tilhørende faciliteter. Svømmebadets hovedbassin måler 12,5 x 25 meter og vinkelen til den lave ende måler 10 x 12,5 meter. Dette byggeri blev officielt indviet i august 1976.

Anden etape bestod af opførelsen af selve hallen samt udvidelse af omklædningsrum m.m. Denne etape blev påbegyndt den 1. november 1978.

Firmaet Bekker og Riise stod for opførelsen af begge etaper. Arkitekt E. Bekker-Olsen har tegnet det karakteristiske pagodetag, der er udført i limtræsbuer og belagt med tagpap. Under pagodetaget er der to vipper på henholdsvis tre og en meter.

Det er meningen, at svømmehallen i dagtimerne skal anvendes til svømmeundervisning for børn. Men svømmehallen er indrettet, så bevægelseshæmmede borgere også nemt kan benytte sig af den. Kapaciteten med hensyn til omklædningsrum, baderum, sauna m.m. blev fordoblet i forbindelsen med udbygningen. Kælderen udnyttes til motions- og klubrum.

Mødre til småbørn havde fremsat ønske om et soppebassin, og derfor blev det udendørs vinkelbassin fra 1976 suppleret med et selvstændigt soppebassin på 55 kvadratmeter.

Ølstykke Svømmehal blev officielt indviet den 1. september 1980. Svømmehallen besøges af ca. 75.000 besøgende om året og har dannet ramme om flere store svømmestævner.


Kilder og litteratur

Diverse udklip fra Frederiksborg Amts Avis, Ølstykke Lokalarkiv


Forfatter Anette Stente

20-12-2007