Charlotte Mikkelsen

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Sol-symbol I, 2007. Maleri, mixed media. 30 x 30 cm.



Charlotte Mikkelsen er født 1966 i Vinderød. Hun bor i Ganløse og er medlem af Kunstværkstederne Møllestien, Galleri 2020 Visions og Kunstnergruppen M/K.

Charlotte Mikkelsen har malet, tegnet og været kreativ hele livet. Hun har arbejdet i tøjbutik i 16 år som daglig leder og indkøber. Desuden har hun designet brugskunst for Sia i to sæsoner.


Værker

Mikkelsen henter inspiration i alt, hvad hun ser. Ofte er hun på tidsrejser tilbage i tiden, bl.a. middelalderen, og sammen med hendes trang til at eksperimentere med materialerne, giver det forunderlige resultater.

Hendes reliefbilleder er bygget op af mange lag, som er formet med pensel. Til disse billeder bruges ofte forskellige materialer og medier som akrylmaling, oliemaling, lak, slagmetal, spartelmasse, sand, garn, stof, gamle landkort, kødsnor, vat, udklip og meget andet. Det bliver til alt fra spydspidser til dansende damer.

Mennesket har hun studeret både udvendig og indvendig. Hun har tegnet croquis, og i samme periode har hun tegnet anatomiske tegninger, ved at gennemgå øvelserne fra bogen "Anatomisk tegnelære" af András Szunyoghy og György Fehér.

I grafikken arbejder hun med collografi og fotopolymergravure. Hun trykker flere forskellige tryk og farver oven på hinanden, som igen bliver brugt til "grafikcollager", der indeholder tegninger, fotos og andre ting i et og samme billede. Hun har modtaget undervisning i grafik af Else Strandsbjerg Haakonsson.

Mikkelsen har endvidere arbejdet med keramik og papmache, hvor hun har lavet nogle skåle, og endelig fotograferer hun.


Links

Kunstnerens hjemmeside: www.CharlotteArt.dk/

Møllestien

2020visions.dk


Oprindelig forfatter: Lene OlesenBro

23-10-2009