Jørgen Grønbech

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Komposition. 2003



Jørgen Grønbech, maler, er født 7.8.1934 i Hørve. Han bor i Stenløse og er medlem af Kunstnergruppen M/K.

Jørgen Grønbech fik undervisning hos maleren Karl Gustav Jørgensen (Stenløse) allerede 1980-85, men først i de senere år har han fået mulighed for at male på fuld tid. Siden 1999 har han gået på Arbejdernes Kunstforenings Malerskole i Grøndalscentret flere gange om ugen. Her har lærerne Aage Schmidt og Bjørn Pierri Enevoldsen bidraget til hans store udvikling.

Efter en række nærmest kubistiske billeder med stiliserede figurer og en akvarelagtig lethed i farven fulgte nogle mere konstruktive billeder med en fin og stram opbygning. De synes dog stadig at rumme figurative elementer, drivtømmer, tjære, tang og fugle. Samtidig har han efter en blå-rosa farveskala og enkelte eksperimenter med rødt, fundet frem til sin palet, bestående af sort, hvid, blå og en varm gul, der understreger stemningen af sand, vand og strand.

Senere har Jørgen Grønbech interesseret sig for ensomme nøgne træer, hvor de krogede rødder og grenformationer står som sorte silhuetter mod landskabet bagved. Motiverne findes i naturen, men uanset om det er Bornholm eller La Gomera, bearbejdes de til en slags surrealistiske fantasilandskaber, med et stænk af romantisk uhygge, der efterhånden nærmer sig den rene abstraktion.

Endelig har han arbejdet med en serie små kvadratiske collager, hvor udklip fra ugeblade kombineres med guldpapir, bronzefarve og bemaling til konstruktive helheder.


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

20-04-2004