Landsbyløbet

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning


Lørdag den 4. juni 2016 genopstod Landsbyløbet i Smørum, der ellers havde været skrinlagt siden 2012. Det var Stenløse Ølstykke Atletik og Motion, SØAM, der i samarbejde med medlemmer af den tidligere Landsbyløbsgruppe genoplivede løbet.

Formanden for SØAM Helle Bidstrup oplyste, at samarbejdet var kommet i stand, fordi klubben havde fået en henvendelse fra Landsbyløbsgruppen og de havde sagt ja til at bidrage med nye kræfter.

- Vi er interesseret i at udbrede løb i hele Egedal, og ser det som en spændende mulighed. Det er jo et løb, der har været der før med utroligt stor tilslutning, begrundede formanden for SØAM.

Det nye løb blev afholdt i samme ånd som tidligere. Løbet bestod af tre motionsløb, så deltagerne kunne vælge imellem fem, 10 eller et halvmaraton på godt 21 kilometer. Ruterne startede ved Smørum Kulturhus på Flodvej i Smørum og gik alle gennem én eller flere af landsbyerne omkring Smørum. Desuden var der et børneløb på 3,2 kilometer, hvor børnene løb på de store stier i Smørum uden at komme i nærheden af biler.

Interesserede kan læse mere på www.landsbyløbet.dk hvor det også er muligt at tilmelde sig til fremtidige løb.




Kilder og Litteratur

SN.dk


Forfatter: Charlotte Haubye

01-08-2016