Sejlads på Værebro Å

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning

Det er muligt at sejle i kano eller kajak på Værebro Å fra Snydebro til Roskilde Fjord (medstrøms, eller omvendt). Strækningen er på 16 km.

Snydebro ligger hvor Værebro Å krydser Frederikssundsvej mellem Veksø og Måløv. Der er vanskelige parkeringsforhold, da vejen under S-togsbanen er spærret for gennemkørsel.

Ligeledes er der høje brinker ned til åen, så ombordstigning i kano/kajak kan være vanskelig. Det er muligt at sejle på strækningen hele sommeren, men der kan forekomme grødeskæring. Der er ikke længere opsamling efter grødeskæring.

Efter 3,3 km sejlads møder man Lunde Bro. Den kan være vanskelig at passere ved højvande, da broen ligger lavt over åen. Efter yderligere 500 meters sejlads kommer Veksø Bro. Den er altid passabel, dog er der lige før broen en gammel træbro, som man ikke kan sejle under ved højvande. Ved Veksø Bro er der fin mulighed for landgang, parkering og søsætning af fartøjer. Efter yderligere 3,5 km sejlads kommer Stenløse Bro. Her er der også fin mulighed for landgang via den etablerede landgangsbro. Efter endnu 4,3 km sejlads kommer man til Værebro og 1,1 km længere fremme finder man Værebro Kano og Kanoklub.

Her er landgang tilladt for tilsejlende i kano og kajak. Der findes bord og bænke. Fra klubben er der ca. 250 meter til Netto og Rema 1000 på Bromarken i Jyllinge. Der må ikke overnattes på Værebro Kano og Kanoklubs grund.
Fra kanoklubben er der 200 meter til broen ved Værebrovej og herfra er der 3,1 km til Roskilde Fjord. På den sidste strækning sejler man igennem bebygget område (Tangbjerg og Jyllinge Nordmark). På den strækning findes også et antal småhavne på Jyllingesiden, lige som der er fortøjet småbåde langs åbredden.
Ved udsejlingen til Roskilde Fjord er der i 2021 opført et højvandslukke (sluse). Den anlagte bro er privat område.

Langs åen kan man bl.a. se ænder, blishøns, grønbenet rørhøne, isfugl, rådyr, ræve, musvåger og fasaner. Om aftenen er der flagermus i luften.


Oprindelig forfatter John Børding

24-04-2009