Stenløse Kirke - Messehagel

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Ryggen på den hvide messehagel, som Stenløse Kirke fik i 2009
Den grønne messehagel, som Stenløse Kirke fik i 2010

Den hvide messehagel

De daværende messehageler var mellem 40 og 50 år gamle. Men en messehagel koster 125.000 kroner, så da Inge Bastkær og den tidligere præst Jørgen Andersen blev betænkt med 30.000 kroner hver, kunne de spare sammen. Derfor måtte menighedsrådet ud at søge midler hos fonde til den første messehagel, og man gik i gang med at skaffe penge til de to andre.

Det er kunstneren Martin Nannestad (født 1959), der står for designet af de tre nye messehagler. Han har brugt meget tid på at gå rundt i Stenløse Kirke og få inspiration. En messehagel bliver nemlig "specialsyet" til en kirke. De tre messehagler skal være meget enkle, fordi kirken er så rigt udsmykket. Han blev især optaget af det kors, der er oppe over "buen" ind til alteret. Dette kors er blevet forenklet og kommer til at gå igen på alle tre hagler. Korset bliver broderet på ryggen, mens fronten er fuldstændig "ren".

Martin Nannestad har selv vævet stoffet af silke og mohair. Han har så afleveret stoffet sammen med tegningerne af mønstrene til Selskabet for Kirkelig Kunst i København. Her har Lizzie Damgaard syet og broderet. Alt er lavet i hånden.

Stenløse Kirke får i alt tre messehagler. De er i farverne grøn, violet og hvid/gylden. Farverne hedder i kirkens verden de liturgiske farver. Den hvide bruger præsten ved de festlige begivenheder i kirken så som jul og påske. Den grønne er til trinitatistiden, altså til dagligdagen, og den violette skal bruges til advent- og fastetiden.


Den grønne messehagel

Ny messehagel til Stenløse Kirke, den grønne, blev indviet ved højmessen søndag den 3. oktober 2010.

Grøn er udtryk for håb og vækst. Anvendes i Helligtrekonger-tiden med dens tekster om Jesu barndom og vækst, og i Trinitatis-tiden, hvor evangelieteksterne tager sigte på at styrke menighederne til at vokse i tro og indsigt.

Messehagelerne er håndvævet i uld og silke og er designet og fremstillet af kunstneren Martin Nannestad.


Kilder og litteratur

Sogne-Nyt, Stenløse-Veksø, 30. november 2010 - 31. januar 2011, 4


Links

http://egedal.lokalavisen.dk/ny-messehagel-til-stenløse-kirke-/20091225/artikler/712259967/1045

Kunstnerens hjemmeside: http://www.martinnannestad.dk/#Scene01


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

04-01-2011