Stenløse Kirkegård - den nye del

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning

Stenløse Kirkegård består af flere afdelinger. Den ældste del er fra middelalderen, de største udvidelser er foregået i 1970'erne. Den nye del er anlagt som en parkkirkegård i 1982 efter tegning af landskabsarkitekt Charlotte Skibsted.

Kirkegården består af forskellige former for gravrum, så der kan tages hensyn til mange forskellige ønsker.


Urnedalen

Urnedalen er en lavning i terrænet, der opdeles i stedsegrønne felter, som skaber et smukt og frodigt tæppe.

Gravrummet er udelukkende til urnebegravelser.


Kirsebærhaven

Gravrummet er omgivet af bøgehække, som danner et lille haverum, hvor der er plantet træer og stauder. Gravrummet er udelukkende til urnebegravelser.


Lindehaven

Gravrummet er omgivet af bøgehække og består af små urnegravsteder, der er afgrænset af takshække. Desuden er der et lille område med plænegravsteder. Gravrummet er udelukkende til urnebegravelser.


Paradisæblehaven

Gravrummet er omgivet af bøgehække og opdelt i individuelle kistegravpladser, der er omgivet af tujahække.


Skovkirkegården

Gravrummet følger årstidernes skiften med naturens egne planter. Der må ikke plantes træer, buske eller blomster på området. Der kan lægges blomsterløg og plantes vilde blomster efter aftale med kirkegårdslederen. Afskårne blomster og bundne dekorationer kan lægges på graven, men der må ikke bruges vaser og urtepotter. Granpyntning og mospuder bruges ikke på denne del af kirkegården. Gravstenen skal være en natursten uden fundament og med indhuggede bogstaver og dekorationer.

Gravrummet anvendes både ved kiste- og urnebegravelser.


Rundingen

Rundingen er parkkirkegårdens centrale del. Det er en stor, oval plæne med spredte trægrupper omkranset af en græsvold.

Gravrummet anvendes både ved kiste- og urnebegravelser.

Se også Nat

Se også Stenløse Kirkegård - den gamle del


Kilder og litteratur

Stenløse Kirkegård, 2004 (pjece udgivet af Menighedsrådet)

Bent Stiesdal: Kend din egn, 1993, 69

Danmarks Kirker II, Frederiksborg Amt, bd. 4, 1975-79, 2354


Oprindelig forfatter Else von Benzon

05-07-2005