Versionen fra 4. aug 2014, 14:08

Gården Stiesdal ligger en kilometer ude ad Lillevangsvej fra Søsum. Ligesom de andre gårde på egnen fik Stiesdal sit navn i forbindelse med landsbyens udskiftning i begyndelsen af 1780'erne. Det var fra de gamle agerinddelinger, åsene, man hentede navnene, fx Sties-Agre og Sties-Eng. Stie betød fra gammel tid en foderplads for mindre dyr og indgår i navnene Stiesdal og Stiesholm. Vi bruger stadig ordet sti(e) i fx svinesti.

Udflytning

Stiesdal lå oprindelig på skråningen lige syd for Stiesholm. Ved udskiftningen blev gården udflyttet til den nuværende plads ved Lillevangsvej. Efter sjællandsk tradition blev den opført som en sammenbygget, firelænget gård. Hundrede år senere var alt stadig i bindingsværk og med stråtag. Der var en stor gårdsplads, men bygningerne var smalle og lave og fulgte terrænets skråning ned mod det lille kær.

Brand

Den 8. april 1884 var der håndværkere på gården og samtidig skulle der vaskes storvask. Der var fyret op i gruekedlen og pludselig var der ild i taget. På kort tid var det omspændt af flammer. Nordenvinden medvirkede til, at det hele gik meget stærkt. Men fordi der tilfældigvis var mange folk på gården den dag, lykkedes det at få alle dyrene ud. Også nogle møbler blev reddet.

Den nye gård

Den nye gård blev opført på samme sted, men på et vandret og lidt højere niveau. Desuden skulle den være grundmuret. Det betød, at der blev hentet store mængder af grus og sten både til opfyldning og fundamenter. Opfyldningsmaterialet kom fra bakkekanten mod syd. De store sten blev bl.a. hentet ved vejen mellem Søsum og Slagslunde. Tegning og bygning af den nye gård blev overdraget brødrene Niels og Johan Philipsen, to på egnen meget kendte murermestre. Niels Philipsen byggede stuehuset og Johan Philipsen udlængerne.

Den lokale tømrer, Per Hjulmand, havde alt tømrerarbejdet. Det finske tømmer var en hel skibsladning, der blev købt i København og kørt med jernbane og hestevogn ud til gården på Søsum mark. Nogle af bjælkerne under gulvene stammer dog fra den gamle gård. Træ som har været i ilden bliver nemlig ikke angrebet af svamp. Alle skillerum i stuehuset er af rå, soltørrede lersten, mens de brændte mursten formodentlig kom fra Peter Jørgensens Teglværk, der lå ved Toppevadvej lige vest for Birkelund. Stuehuset blev tækket med træspån, som var meget anvendt i slutningen af 1800-tallet. Omkring 1910-15 blev der lagt et lag tagpap uden på spåntaget. Udbygningerne blev tækket med strå. Gårdspladsens brolægning er lagt i rækker, så det er let at feje fra midten ud mod længerne. Brolægningen fra den tidligere gård er ikke taget op, men ligger stadig under opfyldningen.

Nye tider og tanker

Den begyndende industrialisering og landbrugets omlægning fra kornproduktion til animalsk produktion førte til ændrede livsformer både for familierne og for den enkelte. I den gamle gård lukkede husstanden sig inde. Det var møddingen, man viste mod vejen. Den nye gård blev vendt i forhold til den gamle. Stuehuset kom til at ligge mod syd og havde hele den høje facade mod vejen, lidt hævet og placeret i en prydhave. Kvægavlen blev mændenes arbejde, mens kvinderne tog sig af det huslige. Man fik sin egen tallerken ved bordet, tidligere spiste alle af samme fad. Man forlod også livet i den fælles dagligstue. Man blev mere privat og fik soveværelser. Det nye stuehus havde tre stuer en suite til selskabelighed. Hjemmet blev også mere pynteligt med gardiner, potteplanter og billeder på væggene.

Kilder og litteratur

Bent Stiesdal: Udflyttergården Stiesdal 1780-1900, Stenløse Historiske Forening nr. 38, 2002 Den grønne rute, 1996, 33

Oprindelig forfatter Lene Olesen Bro

02-08-2005