Forskel mellem versioner af "Toftehøjgård"

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Tegning: Ole Bjørn Andersen Toftehøjgård har sit navn efter Toftehøj, der ligger bag Ølstykke Bibliotek. Gården er...')

Versionen fra 4. aug 2014, 14:22

Tegning: Ole Bjørn Andersen



Toftehøjgård har sit navn efter Toftehøj, der ligger bag Ølstykke Bibliotek. Gården er opført 1906 af sognefoged Jens Peter Hansen, Udlejregård. Han byggede gården til sin søn, Hans Jensen Hansen, og senere byggede han Marienlyst som en tro kopi til sin datter Karen. De to gårde kaldes ofte tvillingegårde.

Jens Peter Hansen kan godt kaldes Ølstykke Stationsbys grundlægger, fordi han opkøbte jord omkring jernbanestationen, som han udstykkede. På Toftehøjgård sad så Hans Jensen Hansen og slægtede sin driftige far på, da han selv senere blev sognefoged. Både Toftehøjgård og Marienlyst blev henholdsvis i 1967 og 1974 overtaget af kommunen.

Det var først tanken, at Toftehøjgård skulle fungere som en ungdomscafé. Derefter var der medborgerhus med udstillinger af Toftemalerne. Siden skulle gården også være en slags kulturhus med teater og foredragssal. Man gav unge arbejdsløse indvandrere til opgave at ombygge de tre længer på den gamle gård. Selveste indenrigsminister Karen Jespersen var på besøg ved projektets start i 2001, men kun 10 måneder efter blev det stoppet, fordi næsten alle arbejdsløse blev sluset ud på arbejdsmarkedet. Man stod så med et halvfærdigt hus, og da der kom et nyt spændende projekt med penthouselejligheder, slog politikkerne til, så i dag står kun Toftehøjgårds stuehus tilbage på området, som nu hedder Søhøj Park.

Se > Søhøj Park


Kilder og litteratur

Ølstykke Lokalarkiv


Links

http://søhøj-park.dk/historie.html


Oprindelig forfatter Ole Bjørn Andersen

29-04-2008