Versionen fra 8. aug 2014, 11:28

Den brændende by, malet af Hans Nielsen 1748

Den 19. september 1747 blev Stenløse hærget af en voldsom brand. En stor del af de tæt sammenbyggede gårde og huse nedbrændte. Ilden brød ud ved middagstid og før aften var otte gårde og 18 huse og bygninger brændt ned til grunden. Det var en tredjedel af byen.

Brandens omfang

Når branden fik det store omfang, havde det flere årsager. Ilden brød ud i det sydvestlige hjørne af byen, og fordi det blæste ret kraftigt fra sydvest, sprang flammerne hurtigt fra hus til hus. Husene lå meget tæt sammen, ligesom i de fleste andre landsbyer før udskiftningen. Desuden gav sommerens høst god næring til ilden. Der kom folk fra Stenlille, Ølstykke og Veksø og de gjorde alt for at bekæmpe ilden. Men en lang række gårdmænd og husmænd mistede alt, hvad de ejede. Høsten, lageret af brænde, bohave og besætning, dyr og redskaber. Alt var brændt, men heldigvis krævede branden ikke menneskeliv. De ramte fik hjælp til bygningernes genopførelse, afslag i skatter og afgifter, og hjælp til nyt foder og udsæd. Derimod blev der ikke givet erstatning for de brændte personlige ejendele, bohave m.v.

Et halvt år i spindehuset

Sagen blev efterforsket og en række vidner afhørt. Der var enighed om, at ilden opstod i Anders Jørgensens hus, hvor Laurs Pedersen og hans hustru Karen Olsdatter boede. Et vidne havde set, at Karen Olsdatter havde tøj til tørre i køkkenet, og i nærheden af ildstedet hang der noget linned eller hør. Karen var gået ud i haven for at hænge noget til tørre, og derefter gik hun ind til naboen. Her var hun, da branden brød ud inde hos hende selv. Karen Olsdatter kunne ikke forstå, at den lille håndfuld tøj kunne være årsag til branden. Men på grund af brandens omfang blev det besluttet at rejse tiltale mod hende for brandstiftelse ved uforsigtighed og skødesløshed ved ildstedet. Hun blev dømt til seks måneders arbejde i spindehuset (kvindefængsel) og skulle selv betale sagens omkostninger. Hun ville ikke erkende sig skyldig, bad om formildelse i dommen og erklærede, at hun intet ejede ud over, hvad hun stod og gik i. Hermed endte retssagen om branden og dens opståen.

Genopbygning

Der skulle hurtigt gang i genopbygningen, så de husvilde kunne få tag over hovedet inden vinter. Allerede få dage efter branden forslog amtmand Gram, at "de afbrændte folk i Stenløse" fik en del af det træ, der havde været brugt på Frederiksborg Slot i forbindelse med Frederik 5.s salving den 4. september. Det var en pyramide af fyrretræ, der under festen sprang med rød og hvid vin og var belyst ved mørkets frembrud. Kongen gik med til, at bønderne i Stenløse fik skænket tømmeret fra salvingsfesten. Det ville alligevel ikke indbringe ret meget til den kongelige kasse, hvis det skulle sælges på auktion. Ved at bruge udgåede eller toptørrede egetræer fra de kongelige skove, lykkedes det også at skaffe det nødvendige egetømmer til genopførelse af de mange bygninger. Man overvejede at lade være med at genopbygge byens fæstehuse. Men på udskiftningskortet fra 1782 ses det, at næsten alle de nedbrændte gårde og huse blev genopført.

Se også Ildebrandstavlen

Kilder og litteratur

Nils Erik Andersen: Storbrand i Stenløse, Stenløse Historiske Forening nr. 37, 2002, 4 Nils Gustafsson: Branden i Stenløse 1747, Kultur og Folkeminder XVII, 1965, 31-46

Oprindelig forfatter Lene Olesen Bro

13-12-2005