Forskel mellem versioner af "Knud Eskild Møhl"

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Knud Eskild Møhl (1805-1890) var præst i Ølstykke fra 1836 til han døde den 15. juni 1890 som landets ældste præst. Han blev født 17. januar 1805 i Øster Linnet...')

Versionen fra 27. jul 2015, 12:25

Knud Eskild Møhl (1805-1890) var præst i Ølstykke fra 1836 til han døde den 15. juni 1890 som landets ældste præst.

Han blev født 17. januar 1805 i Øster Linnet i Sydslesvig, hvor hans far var præst. Han blev student fra Frederiksberg 1822, cand.theol. 1827. Umiddelbart før han kom til Ølstykke var han i perioden 1827-1835 missionær ved den danske kirke i Trankebar, der var en dansk koloni i Indien.

Hans første kone døde på rejsen hjem fra Trankebar. De blev gift i 1828. Hanne Marie Møhl (1808-1835) var hans kusine og datter af kammerråd Hans Christian Møhl og Marie Achthon Fabricius af Leirskov-Jordrup. De fik en søn og en datter.

Pastor Møhl giftede sig derefter 1836 med Inger Louise Augusta Schram (1805-1900), som var datter af konferensråd Christopher Schram, administrerende direktør ved Den almindelige Enkekasse, og Anna Johanne Christiane Jørgensen. De fik to sønner og to døtre.

K.E. Møhl var meget oldtids- og historisk interesseret. Han skrev flere historiske bøger, bl.a. en beskrivelse af oldtidsminderne i Ølstykke og Snostrup sogn. Pastor Møhl var desuden medlem af Oldskriftselskabet i København. I 1877 blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog ved sit 50 års jubilæum som præst.

Se også > Pastor Møhls Høj


Kilder og litteratur

Svend Esbech: Ølstykke til alle tider, 1994, 107-110

S.V. Wiberg: Personalhistoriske, statistiske og genealogiske Bidrag til en almindelig dansk Præstehistorie, 1870-71, genoptryk 1959-60, bind 3, 667, bind 4, 188

K.E. Møhl: Beskrivelse over Snostrup og Ølstykke Sogne, Annaler for Nordisk Oldkyndighed, 1838 (fotografisk optryk udgivet af Lokalhistorisk Forening i Ølstykke, 1975, kan lånes eller købes på Ølstykke Bibliotek)


Links

Beskrivelse over Snostrup og Ølstykke Sogne, Annaler for Nordisk Oldkyndighed, 1838


Oprindelig forfatter: Rolf Kjær-Hansen

30-01-2007