Udlejre Kirke - udsmykning

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Larsentegn.jpg
Kirkerude, 1992. Fransk blokglas og rustfrit stål. Diameter 200 cm.
Den kunstneriske udsmykning af Udlejre Kirke består af to dele, en glasrude (fra 1992) over indgangsdøren og en altertavle i sort granit (1993-96). Begge dele er udført af Jørn Larsen (1926-2004) og skænket af Ny Carlsbergfondet. Udsmykningen kom først til, efter kirken var taget i brug. I starten var der en almindelig rund glasrude i vestgavlen og der var ingen altertavle. Den blå rude Vestgavlens store rude i blåt glas er udført i samarbejde med glarmester Per Steen Hebsgaard. På en omhyggelig arbejdstegning har Jørn Larsen bl.a. skrevet: Per! - Forestil dig at tegningens 20 mm brede streger er kløvet blokglas, hvis brudflader rager ca. 3-10 mm frem - på begge sider! - Ka' det lade sig gøre??? Det kunne det tilsyneladende ikke, for i stedet blev glasset indfattet i rustfrit stål. Med sine to meter i diameter knytter ruden sig til de store franske rosetvinduer, der indgik i gotikkens katedraler. Selve tegningen er en flad sammenflettet form, en umulig figur, eller et evighedssymbol. Det enkle motiv kan også tolkes som en slags tornekrone.
Larsenalter.jpg

Altertavlen

Jørn Larsen har ikke selv ønsket at navngive kirkeruden, men kunstværket indgår i et nært samspil med den lidt senere tilføjede altertavle af sort, svensk granit, som er placeret overfor. Den måler 500 x 270 cm og består af 15 rektangulære plader, tre i bredden, fem i højden. Her har Jørn Larsen som en indhugget tegning i granitten arbejdet med titlen Den brændende tornebusk.

Når lyset gennem den blå rude strømmer ind i kirkerummet, lander det som en svævende cirkel på den blanke, sorte granit, der i lyset ofte bliver spejlgråt. Samtidig spejler rummets lampekranse sig i tavlen som en stjernetåge. Den runde, blå lysskive bevæger sig langsomt hen over altertavlen, og spiller i dagens løb sammen med altertavlen på nye måder.


Flere tavler

Som en forlængelse af selve udsmykningen har Jørn Larsen også formgivet salmenummertavlerne. De er sorte som altertavlen, og deres format er 10:9, dvs. lidt højere end et kvadrat. Det samme format brugte han i reglen til sine billeder.


Kunstneren

Jørn Larsen debuterede med sine første nonfigurative malerier på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1955. Senere arbejdede han med objekter og skulpturer og udviklede et sort-hvidt, strengt geometrisk formsprog. "Motiverne" er parallelle linjer, der knækker og danner flade knudeforløb, der skaber en optisk, dynamisk vekselvirkning mellem plan, figur og rum. Jørn Larsen var medlem af Grønningen fra 1970; han modtog Eckersbergs Medalje 1978 og Thorvaldsens Medalje 1989.

Jørn Larsen var Danmarks repræsentant på Biennalen i Venezia 1993, og i kataloget er der gengivet flere skitser og arbejdstegninger til ruden i Udlejre Kirke.


Kilder og litteratur

Jørn Larsen. Stregen - drøm om kontinuitet. Skitser til kunstværker i det offentlige rum, Kunstmuseet Køge Skitsesamling 2005

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Jørn Larsen, Ny Carlsbergfondets årsskrift 1998, 144-151 Kunst og Kirke. 33 eksempler på dansk kirkekunst. Med fotografier af Kirsten Klein. Akademiraadets udvalg for kirkekunst 1995, 36-37 (hvor Ole Christensen kalder glasmosaikken for "Jordens Salt")

Marianne Barbusse: Jørn Larsen. The Danish Pavilion, the Venice Biennale, 1993

Tak til sognepræst Kirsten Diemer og arkitekt m.a.a. Niels Munk for supplerende oplysninger


Links

www.hebsgaard-glaskunst.dk

Læs mere om Jørn Larsen: Kunstindeks Danmark & Weilbachs kunstnerleksikon


Oprindelig forfatter: Lene Olesen

17-11-2007