Poul Hansen

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Børn, 1957, bronze



Poul Hansen, billedhugger, født 25.1.1918 i Vester Egede, død 27.3.1987 i Veksø. Gift 1950 i Veksø med sygeplejerske Ingrid Larsen (1921-2000). Poul Hansen og hustru ligger begravet på Veksø Kirkegård.

Poul Hansen blev uddannet på Kunstakademiet i København under Johannes Bjerg og fik den lille guldmedalje i 1952. Herudover modtog Poul Hansen en del udmærkelser livet igennem. Han startede sit udstillingsforløb på Charlottenborgs Forårsudstilling i årene 1950-53 og Kunstnernes Efterårsudstilling 1955-57. Derefter udstillede han især som medlem af kunstnersammenslutningen Koloristerne.

Poul Hansen fastholdt gennem hele sin produktion en forenklet, figurativ stil, der var bygget på naturiagttagelsen, og han knyttede sig naturligt til den danske billedhuggertraditions klassicisme. I 1975 flyttede Poul Hansen med sin familie til Ingrid Hansens barndomshjem Veksølund. Her opstod ideen til en udstillingsbygning til skulpturer. Efter omfattende restaurering af bygningerne åbnede Skulptur Veksølund i 1977. I de følgende 10 år blev Poul Hansen en dynamisk og engageret leder af skulpturparken, der blev en væsentlig del af hans livsværk. Poul Hansen blev mindet ved en retrospektiv udstilling på Veksølund i 1987 og skulpturen Børn (bronze, 1957) er permanent opstillet i haven. Sønnen Jørgen Hansen har på smukkeste vis videreført og udbygget stedet.


Kilder og litteratur

Weilbach, dansk kunstnerleksikon, 1994-2000

Links

Kunstindeks Danmark

Gravsted.dk

www.veksoelund.dk