Smørum Kirke - kalkmalerier

Fra Egedal Leksikon
Version fra 5. feb 2015, 13:23 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning
Billede fra www.kalkmalerier.dk

I Smørum Kirkes tre østlige hvælv findes kalkmalerier fra ca. 1500. Lidelseshistorien, nadveren og en dommedagsscene. Mellem de hellige billeder har maleren indsat forskellige gøglere og verdslige personer, som opfører sig temmelig ukristeligt.

Ved restaureringsarbejder i 2006 dukkede syv nye kalkmalerier frem, nogle meget utydelige. Heraf ses bag alteret en nar med lidt bedrøvede øjne, æselører og træben. Han står på en høj og spiller måske på fløjte.

Ligeledes ses Den hellige Barbara. Legenden fortæller, at hun lod sig kristne og derfor murede hendes far hende inde i et tårn som straf. Nu kendes hun på det tårn, hun står med i hånden. To ret sjældne viekors bag alteret kan med stor sikkerhed dateres til omkring 1520, hvor den nuværende kirkes kor blev indviet. Konserveringstekniker Birgitte Faurhøj fra Nationalmuseet fortæller: Det var en stor overraskelse for os, at vi fandt de syv kalkmalerier og især viekorsene, som referer til trosbekendelsen. Hun har under nykalkningen af kirken været til stede, og sammen med håndværkerne sørget for at de sjældne kalkmalerier blev korrekt afdækket og ikke led skade, således at de nu er klar til at blive restaureret.


Kilder og litteratur

Birgitte Faurhøj: Nyfundne kalkmalerier i Smørum kirke, Ledøje-Smørum Historisk Forening og Arkiv, Årsskrift 2007, 4-10

Lokalavisen Ugenyt 9. maj 2006

Narren spiller op igen i Smørum Kirke, Politiken 26. marts 2006

Axel Bolvig: Kalkmalerier omkring Øresund, 2000, 166-170

Niels M. Saxtorph: Danmarks kalkmalerier, 1986, 84-85


Links

ugenyt.dk - 4. maj 2006

www.kalkmalerier.dk


Oprindelig forfatter: Fredi Paludan Bentsen

26-09-2007