Løje Sø

Fra Egedal Leksikon
Version fra 16. jul 2015, 12:20 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Løje Sø ligger sydvest for Veksø. Den er resterne af et udstrakt system af åbent vand, der engang var mere eller mindre sammenhængende. Centralt var den fjordarm, der gik ind igennem Værebro ådal og omfattede Veksø Mose, Bringe Mose og de lavtliggende områder ved Knardrup. Løje Sø er sammen med Veksø Mose resterne af den inderste vig.

Søen blev kraftigt påvirket af reguleringen af Værebro Å i 1950'erne og af vandværkernes oppumpning af drikkevand til Københavns Vandforsyning. Arealet skønnes at være reduceret til 20-30 % af det oprindelige. Nu er Løje Sø fredet.

Navnet kommer sikkert fra det gamle danske ord løki, "bevoksning af løgplanter". Alternativt, men mindre sandsynligt, stammer søens navn fra fisken løje, en lille sølvskinnende karpefisk, der svømmer i stimer og lever i søer og vandløb.

Der findes også en Løje Sø (som også kaldes Løgsø) i Rude Skov.


Kilder og litteratur

Bruno Wolff: Vandvejen til Måløv, 1988

John Kousgård Sørensen: Danske sø- og ånavne, bind 4, 1981, 390-391


Oprindelig forfatter: Thyge C. Bro

11-02-2005


Kategori Søer, Moser og Vandløb