Mindetræer i Ganløse Ore 1

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Fil:Mindetræer - Peter Hermanns Kastanje.jpg
Peter Hermanns Kastanje. Vejen til venstre er Nyvangsvej og til højre Brøndumsvej. Foto: Ole Kjær



I mange skove er der enkelttræer med et navn. Det kan være en egenskab ved træet selv (f.eks. Snogegen i Jægersborg Dyrehave eller Fregategen i Almindingen), men oftere er det personnavne. For det meste er betegnelsen for et træ knyttet til navnet på en person, der enten har plantet det, eller har spillet hovedrollen i en scene, til hvilket træet har dannet kulisse.

De omtalte skovveje er vist i Naturstyrelsens folder om skovens drift


Peter Hermanns Kastanje

Kastanjen står, hvor Brøndumsvej løber ud i Nyvangvej tæt ved det tidligere skovløberhus Nyvangshus, der ligger ud til Farumvej.

Peter Hermann Larsen, hegnsmand i Hestetangshus, senere skovløber i Nyvangshus, tjente distriktet fra 1908 til 1949. Da han efter 40 års tjeneste havde fået landbrugsministeriets sølvbæger for lang og fortrinlig tjeneste, mente han, at der også kunne tilkomme ham en kastanje. Det gav daværende skovrider Just Holten ham ret i, og han fik en hestekastanje, som han plantede ikke langt fra Nyvangshus, hvor han boede. Den fik en hård medfart i sine første år, for det kneb langtømmervognene at holde sig klar af den. Til sidst måtte Peter Hermanns efterfølger forny den, og den har klaret sig siden.


Kulfandens Eg

Egen står ca. 400 m. SØ fra Farumvej og ca. 160 m. NØ for Nyvangsvej.

På stedet stod i sin tid en gammel egebevoksning, og i denne en ualmindelig smuk og fuldkronet eg med ret og grenefri stamme. Da den daværende Skovrider Just Holten engang sidst i trediverne solgte et parti egetræ til den dengang berømte træhandler Jens Olsen Christensen, kaldet Kulfanden, gjorde han alle de for ham og hans forretningsmetode karakteristiske anstrengelser for at få denne eg med, men skovrideren ville bevare den, og den er nu den eneste, der er tilbage af egene.

Om Kulfanden, en ejendommelig skikkelse i Nordsjællands kulsvier-, skov- og træhandelshistorie, kan man læse i Georg Norkild ”Hvad gavner det et menneske.


Ellens Eg

Ellens Eg står hvor Pedersens Passage støder til Nyvangsvej ca. 800 m fra Farumvej. Ellen var en kone, der boede i Hestetang. Hun blev enke i 1895. Hun skal ofte have arbejdet i skoven med plantning. Denne overlevering er dog usikker, og daværende skovrider Just Holten er mere tilbøjelig til at fæste lid til en beretning, som han 30 år tidligere havde fået af daværende skovfoged N. Thomsen, skovfoged A.O. Pedersens efterfølger. Skovfoged Thomsens beretning går ud på, at Ellen var skovfoged Pedersens husholderske efter at han var blevet enkemand, og at hendes daglige aftentur gik fra Maglehus til egen og tilbage.

Se også: Mindetræ i Nyvang Mindetræer i Ganløse Ore 2 Mindetræer i Ganløse Ore 3


Kilder og Litteratur

Notat nedskrevet i 1962 af tidligere skovrider Just Holten

Driftsplan for Farum skovdistrikt i tidsrummet 1960-1975, side 79

Artikel i Stenløse Historiske Forenings medlemsblad nr. 86, maj 2014

Georg Nordkild: Hvad gavner det et menneske


Link

Naturstyrelsen: Kort om skovens drift: Ganløse Ore


Forfatter: Steffen Erichsen 28-02-2016