Egedal Station
Egedal Station hed oprindeligt Gammel Toftegård Station, men den ændrede navn til det nuværende fredag den 9. december 2011.
Navneskiftet skete for mere entydigt at signalere, at stationen ligger midt i Egedal Kommune, og på den måde mere få kommunen ind på landkortet og i omgivelsernes bevidsthed.
Det er planen, at der skal vokse en ny bydel op omkring Egedal Station. (Thyge C. Bro)
-oOo-
Vidste du... at der hvor Egedal Station ligger i dag, har der været boplads helt tilbage i Oldtiden? Her har man fundet tomter fra tre storstensgrave fra stenalderen: ”Kjællingeholmsdysse”, som var en 25 m. lang og 8 m. bred langdysse, samt ”Donegravsdyssen” og en yderligere langhøj i nord.
I området omkring den nuværende Egedal Station, har man fundet tydelige spor fra Stenalderen (13.000-4.000 f.Kr.), Bronzealderen (1.700-500 f.Kr.), samt ældre Jernalderen (500 f.Kr.-1 e.Kr.). Man har bl.a. fundet flere af de såkaldte ”Mosepotter”, hvor i man ofrede mad, ligesom man også har fundet et moselig, som tydeligt viser oldtidens offerskik i en offermose. Der er også fundet en hel del bopladsspor fra huse, hegn bopladsaffald, gruber og stolpehuller, alt sammen noget der fortæller os, at her har været tæt bebygget i oldtiden.
Så næste gang du står på Egedal Station og venter på S-toget, så se ud over landskabet og tænk så på, at her har levet folk lige siden stenalderen – ja, måske endda længe før. (Tonny Poulsen)
Kilder og litteratur
Lokalavisen 6. december 2011
Forfatter: Thyge C. Bro 11-12-2011 /
Tonny Poulsen februar 2017