Skabelon:For børn

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning

På Egedal Leksikon har vi en Creative Commons licens.

Indholdsfortegnelse

Hvad er en licens?

En licens er en særlig tilladelse man får til at bruge noget en anden har lavet uden at krænke deres ophavsret. I Egedal Leksikon betyder det, at de artikler, billeder osv. du finder her er omfattet af en licens, der fortæller dig, hvad du må gøre med dem. Vores licens er en Creative Commons licens.

Hvad er Creative Commons?

Creative Commons betyder Kreativt Fællesskab. Det er en organisation, der har gjort det muligt fx at skrive artikler og uploade billeder til nettet under helt særlige licenser. Vi har valgt at have en licens, der gør det muligt for dem der bruger leksikonet at dele og tilpasse det de finder til et hvilket som helst formål - også salg og reklamer. Man skal bare huske at fortælle, at det kommer fra Egedal Leksikon, linke til licensen og fortælle, hvilke ændringer man evt. har lavet. Hvis du deler, ændrer eller skriver videre på noget for at udgive det et andet sted, skal du udgive det under samme licens, som vi bruger her.

Hvis du har lyst til at læse mere om Creative Commons, kan du gøre det på: http://www.creativecommons.dk/

Hvad betyder det for dig?

Det betyder, at når du bruger tekster og billeder fra Egedal Leksikon skal du følge de regler, der er sat igennem denne copyright licens.

Du vil på enhver af Egedal Leksikons sider kunne se licensen ved at trykke på ikonet nederst i venstre hjørne af skærmen.

Hvad er ophavsret?

Ophavsret betyder, at når man fx laver et kunstværk, skriver en bog eller en artikel, eller man laver et billede, så har man ene og alene ret til at tjene penge på det. Andre må altså ikke tage kopier af det man har lavet og fx sælge det eller påstå, at det er deres.

Fordi Egedal Leksikon er et digitalt leksikon, hvor alle kan skrive og redigere i artikler eller kopiere fra det, så kan det være vanskeligt at vide, hvem der har ophavsretten til artiklerne. Derfor siger vi, at det er Egedal Leksikon, der har ophavsretten til det hele. Hvis man gerne vil bruge noget fra leksikonet skal man bare fortælle, hvor man har det fra.

Samtidig må det man bruger i sine artikler ikke krænke en andens ophavsret. Og det er dit eget ansvar at undgå det.

Ophavsretsloven generelt

Den danske Ophavsretslov omfatter alle værker, uanset om det er et litterært værk, en film- eller lydoptagelse, et computerprogram, et fotografi el.a. (§ 1), dog med undtagelse af offentlige aktstykker (§ 9).

At have ophavsret til et værk betyder, at den person eller personer "...har eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængelig for almenheden..." (§ 2). Som udgangspunkt må ingen anden end ophavsmanden derfor vise, fremføre, sælge eller på anden måde bruge værket.

For skribenter betyder det, at originale værker ikke må gengives på Egedal Leksikon. Ved brug af informationer eller ideer taget fra et originalt værk, skal der henvises til kilden, ligesom der skal henvises til kilden ved direkte citater (se: Kildehenvisning).

Særlige forhold omkring fotografier

Der gælder også nogle særlige forhold omkring offentliggørelse af fotografier på internettet. Generelt gælder selvfølgelig at respektere personer man evt. afbilder, men både Opretshavsloven og Persondataloven stiller også nogle juridiske krav. Vi anbefaler, at du sætter dig ind i lovkravene, før du begynder at tilføje fotografier til din artikel.

Her kan kort nævnes, at:

  • hvis hovedmotivet er et menneske, som ikke er offentlig kendt, skal vedkommende godkende brugen af billedet.
  • hvis hovedmotivet er et kunstværk (skulptur, maleri el.a.) af en kunstner, som stadig lever, skal kunstneren godkende udgivelsen af billedet. Dette er med undtagelse af kunstværker, som varigt er "...anbragt på eller ved en for almenheden tilgængelig plads eller vej.", så længe det ikke bruges i erhvervsmæssig øjemed.
  • bygninger kan frit afbildes, også til kommerciel brug.

Eksterne henvisninger