Hjælp:Kildehenvisning

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning

OBS: Husk altid at gemme din artikel, hvis du går fra dit arbejde eller laver noget andet. Du vil automatisk blive logget ud efter ca. 1 time.


Det er ikke alle, der er vant til at skrive deres kilder ned, men det er faktisk et meget vigtigt værktøj, når man skriver historiske artikler.

Vi har oprettet denne side som en kort vejledning til hvorfor og hvordan du bruger kildehenvisninger, når du skriver artikler.

Indholdsfortegnelse

Hvad er en kildehenvisning?

En kildehenvisning henviser til det opslagsværk, den bog eller anden kilde, hvor du har fundet de informationer, du bruger til at skrive din artikel. Formålet med kildehenvisningen er bl.a., at din læser kan finde det værk, du har brugt, og derfor er det vigtigt, at du giver så mange oplysninger om værket som muligt. Det er også meget vigtigt i forhold til Ophavsretsloven, at du bruger andres værker efter lovkravene. Det betyder, at "...det er tilladt at citere i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet" (§ 22). Disse regler gælder også for det, du som forfatter udgiver i Egedal Leksikon (se: Vores ophavsret). Du kan læse mere om, hvornår og hvordan du bruger kildehenvisninger her

Hvorfor bruge kildehenvisning?

Kilder og kildekritik er en vigtig del af historieskrivning, fordi det er her vi sikrer os, at den historie vi overleverer er faktuelt rigtig. Dvs. at din artikel står stærkere, hvis du kan vise, at du ikke bare har fundet på det du skriver eller har kopieret det fra en anden uden at kreditere dem. Hvis andre spørger efter en kildehenvisning, er det ikke en kritik – de vil bare gerne kunne sikre sig, at det du skriver er korrekt.

Der kan også være uenighed om et historisk forløb. Det kan fx være to artikler om det samme emne, som konkluderer noget helt forskelligt. Her er det også vigtigt, at man har mulighed for at undersøge, hvor informationerne kommer fra.

Kildehenvisninger er også med til at kreditere forfattere for det arbejde, de har gjort. Derfor er det specielt vigtigt at henvise til en kilde med værk og sidetal eller internetside, hvis du bruger direkte citater.

Vigtigst for os er det, at Egedal Leksikon fremstår som et troværdigt opslagsværk, hvor man kan indhente informationer uden at skulle bekymre sig om, om man kan stole på dem. Derfor vil vi gerne opfordre dig til at bruge kildehenvisninger.

Hvordan laver man kildehenvisninger i teksten?

Det er nemt at lave en kildehenvisning i Egedal Leksikon, uden at det går ud over din artikel.


I menulinjen over tekstfeltet kan du ved hjælp af bog-ikonet indsætte en fodnote med oplysningerne Forfatteren (Udgivelsesår) Titel. Udgiver:Udgivelsessted, s. 7 i feltet referencetekst, hvis du har brugt oplysninger fra en bog, tidsskrift eller lignende.

Er det en hjemmeside, skriver du hjemmesidens adresse, derefter mellemrum og den tekst, der skal vises. Herefter laver du en lodret streg og skriver den dato, du har set hjemmesiden. Det er vigtig, fordi hjemmesider laves om eller nedlægges.


Hvis du vil gøre det manuelt, laver du en reference efter sætningen sådan:

<ref>Forfatteren (Udgivelsesår) ''Titel''. Udgiver:Udgivelsessted, s. 7</ref>

Hvis det er en hjemmeside, du henviser til, er koden det samme, som når du laver en ekstern henvisning:

<ref>[http://da.wikipedia.org/wiki/Kildehenvisning Wikipedia Kildehenvisning | 12. juli 2014]</ref>

hvor du først skriver hjemmesidens adresse, derefter mellemrum og den tekst, der skal vises. Herefter laver du en lodret streg og skriver den dato, du har set hjemmesiden.


Nederst i din artikel laver du et nyt afsnit, der hedder Kilder og Litteratur i Overskrift > Niveau 2 og under det skriver du <references/>

Litteraturlister uden kildehenvisning i teksten

Du kan også henvise til en hjemmeside eller anden kilde uden at referere til den i din tekst.


Hvis du fx vil henvise til en bog eller et tidsskrift, kan du lave et afsnit, der hedder Kilder og litteratur. Det opretter du under teksten med Overskrift > Niveau 2 og skriver herunder referencen ind manuelt.

Hvis du vil henvise til eksterne links, kan du lave et afsnit, der hedder Links. Det opretter du under teksten og evt. Kilder og litteratur, med Overskrift > Niveau 2. Herunder kan du skrive links ind ved at trykke på Henvisning og indsætte titel eller hjemmesidens adresse under Artikletitel og den tekst du gerne vil have stående i artiklen i Henvisningstekst.


Vær opmærksom på:

WikiEditor kan som udgangspunkt selv genkende en ekstern henvisning, hvis den er lavet rigtigt, men tjek for en sikkerheds skyld, om boksen er sat til Til en wikiartikel/-side eller Til en ekstern webside.

Lav 2 mellemrum mellem Kilder og litteratur-afsnittet og Links-afsnittet.

Tjek altid, at et eksternt link virker, når du har gemt din artikel.


Her kan du læse mere om, hvad vi forventer af skribenter.


Tilbage til Hjælp