Annelise Bastiansen

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning



Landskab. 2003

Annelise Bastiansen har tegnet og malet så langt tilbage, hun kan huske. Hun arbejdede i mange år som porcelænsmaler på Bing & Grøndahl, og hendes sikre streg fornemmes tydeligt i opstillingerne med blyant og akvarel.

Senere har hun fået undervisning hos maleren Karl Gustav Jørgensen (Stenløse) og gået på Kunsthøjskolen Thorstedlund, men især Ulrik Hoff har haft betydning for hendes arbejde med farven.

Naturen er hendes største inspirationskilde, hvad enten det er det danske landskab med de skiftende årstider eller middelhavslandenes varme farver. Hun omsætter sine indtryk fra vandreture i blandt andet området ved Jægerspris til store lærreder, hvor arbejdet med akryl giver hende mulighed for at løse op for formen og koncentrere sig om farven.

Legen hjemme ved køkkenbordet er blevet til et dybt seriøst arbejde med farven, hvor maleprocessen virker som terapi, fordybelsen som meditation, samtidig med at oplevelsen gives videre til os andre. Siden 1990 har Annelise Batiansen haft en lang række udstillinger, bl.a. i Sognegården, Stenløse 2003. Sammen med Kunstnergruppen M/K udstiller hun i Ganløse Kulturhus og sammen med Gruppe 86 i Langes Magasin, Frederikssund.


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

20-04-2004