Ib Meyer

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Akryl på pap, 29 x 41 cm



Ib Christian Viggo Meyer, maler, født 17.4.1937 i Odense. Han har boet i Ølstykke siden 1969 og er medlem af gruppen Danske Naivister. Desuden er han medlem af Billedkunstnernes Forbund.

Ib Meyer er autodidakt som kunstner. Efter en uddannelse som matros og styrmand var han to år i marinen. På en tur til Grønland fandt han ud af, at han ville male. Da han var færdig med marinen, begyndte han at læse til lærer og fik et job i Gladsaxe. Han blev formningslærer for bedre at kunne male.

Siden begyndelsen af 1980'erne har han malet naivistiske malerier, hvis motiver kredser om dagligdagen i byen, på landet og ved havet. De er detaljerede, holdt i stærke farver og udstråler livsglæde.


Udstillinger

Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1982. Endvidere udstillet sammen med Danske Naivister flere gange, fx Randers Kunstmuseum 2000. Separatudstillinger: Ølstykke Bibliotek 1980; Galleri Sankt Gertrud, København 1984, 1986; Ølstykke Rådhus 1988; Galleri 2B, Stenløse 1989; Danmarks Akvarium 1991; Varmegalleriet 1998, 2003.

Meyer modtog Henry Heerups Legat 1985. Sammen med seks andre danske naivister fik han i 1994 den fornemme Stefan Tkác-pris på den internationale naivist-udstilling "Insita 94" i Slovenien.


Andet

Meyer har tegnet børnemærker, plakater og postkort, udgivet 2003/2004 af Børns Vilkår, Kalenderårbog 2004 for BUPL og Julekalender, udgivet af Dansk Tipstjeneste 2004.

Især må dog nævnes de bøger, han har skrevet og illustreret, hvoraf den seneste, "Oluf Sven - Et dansk skib i Antarktis" (2007) fortæller om en rejse i 1957.


Kilder og litteratur

Lokalavisen Ugenyt den 20. november 2007

Ole Lindboe: Smukt som uskyld, danske naivister, 2003, 140-142

Weilbach, dansk kunstnerleksikon, 1994-2000


Links

Kunstnerens hjemmeside: www.ibmeyer.dk/

Danske Naivister: www.danskenaivister.dk

www.kid.dk


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

16-10-2009