Jørgen Vilsøe

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Vilsoe.jpg


Jørgen Vilsøe, grafiker, litograf, er født 6.6.1938 i København. Han bor nu i Lyngby, men er stadig formand for Stenløse Kunstforening og medlem af Kunstnergruppen M/K (siden 1990).

Jørgen Vilsøe er uddannet litografisk tegner og trykker hos Albert C. Petersens trykkerier 1960, hvor han modtog Haandværkerforeningens bronzemedalje. Han har drevet selvstændig grafisk tegnestue gennem 35 år, hvor han har arbejdet med grafisk udformning, men også med sin litografiske baggrund illustreret bl.a. reklamer og skolematerialer.

I 1982 begyndte Jørgen Vilsøe at modtage undervisning hos maleren Karl Gustav Jørgensen (Stenløse) og dermed arbejde mere frit med tegning og maling, både olie og akryl. Senere har han gået hos maleren og grafikeren Ulrik Hoff og siden 2000 har han desuden tegnet croquis (hurtige skitser efter levende model) i Skovhuset i Værløse.

Foruden croquis arbejder Jørgen Vilsøe for tiden især med akvarel, hvor hans glæde ved naturen giver sig udtryk i nogle form- og farvestudier med arbejdstitler som "De fire årstider" og "Ugens buket". Jørgen Vilsøe udstiller i Stenløse og omegn, bl.a. jævnligt i Ganløse Kulturhus.

Red. December 2010: Jørgen Vilsøe er fra 1.1.2011 ikke længere formand for Stenløse Kunstforening. Men han er fortsat medlem af Kunstnergruppen M/K.