Kæmpekast

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning



Der fortælles, at da Veksø Kirke blev bygget, boede der i Ganløse en kæmpe, som blev vred over, at kirken blev bygget. Han tog en sten og kastede den efter kirken, men han nåede den ikke, og stenen faldt ned på Viggo Svendsens mark i Søsum. Her ligger stenen endnu, og der er mærker af, hvor kæmpen har sat fingrene i stenen.

I en anden version af sagnet hedder det: Dengang Veksø Kirke blev bygget, huserede jætter og trolde, og bygmesteren havde stort besvær med at udbedre det, de ødelagde. En jætte tog stade ved Ganløse Skov og kastede en sten efter kirken, men den nåede dog kun til Storkekrog, hvor stenen ligger endnu og bærer tydeligt mærke af en hånd med udstrakte fingre.


Kilder og litteratur

Anders Uhrskov: Sjællandske Sagn, 1932, 71 Anders Uhrskov: Folkesagn, Nordsjællandsk Folkeliv bd. 2, 1922, 163


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

22-11-2005