Maglehøjene i Stenløse
Den nordre høj
I dag virker de to høje lige store, men i 1875 var den nordre høj den største. Den var 8,8 meter høj, men ved sidste opmåling 1942 var højden reduceret til ca. 5 meter.
Året 1879 gravede Jørgen Jørgensen og hans svoger nemlig en gang tværs gennem gravhøjen på Hans Jensens mark i Stenløse.
I midten af højen fandt de en aflang stendynge. I denne stod en næsten opløst, omtrent 1 m lang trækasse, hvori der lå nogle bronzesager og brændte knogler. Trækassen var halvrund forneden og rimeligvis en udhulet træstamme. Om der har været et trælåg, kunne man ikke sige noget om. Finderne fik udbetalt en danefægodtgørelse på 20 kr. Et pænt beløb i 1876!
Der var tale om følgende bronzesager, dateret til ca. 1.300 f.Kr. (ældre bronzealder):
- En bronzedolk, ca. 33 cm lang, med smukt prydet bronzefæste. Klingen er på begge sider af midterribben prydet med fine, løbende striber. Dolken var dækket af ujævn, stedvis temmelig tyk, skorpe af ir. Fine skråtliggende hår, der er omsluttet af ir, viser, at dolken har været nedlagt i en skede.
- En ufuldstændig dobbeltknap
- Et stykke af en bronzefibula (en slags sikkerhedsnål/smykke)
Den sydlige høj
Den sydlige høj har ikke været udgravet, men der er næppe tvivl om, at det også er en høj fra bronzealderen. Den er stadig 5 meter høj ligesom i 1875.
Kilder og litteratur
Sognebeskrivelse nr. 76, Stenløse sogn
Sognebeskrivelse nr. 78, Stenløse sogn
Oprindelig forfatter: Preben Stenalt
04-04-2006