Manden, der ikke kunne dø

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning

En bissekræmmer (omvandrende handelsmand) kom en aften til et lille sted i Slagslunde og bad om at måtte ligge i laden om natten. Det fik han lov til, men ud på natten vågnede karlen, der var på stedet, ved at høre en vogn køre bort, og en halv times tid efter kom den igen. Næste morgen, da han kom op, så han efter kræmmeren, men kunne ikke finde ham nogen steder.

Kort tid efter solgte manden stedet og købte en gård. Den drev han så i mange år, og han blev en gammel mand. Da han endelig skulle dø, kunne han ikke ved egen hjælp komme af med livet. Han måtte hente en præst, der så hjalp ham med at dø.

Sagnet fortæller, at den nat, da karlen hørte vognen køre bort fra stedet i Slagslunde, var det manden, der havde kvalt kræmmeren og taget hans penge. Bagefter kørte han liget ud i Bastrup Sø. Derfor kunne han ikke dø uden præstens hjælp.


Kilder og litteratur

Anders Uhrskov: Sjællandske Sagn, 1932, 158


Oprindelig forfatter: lene Olesen bro

05-12-2005