Messehagel til Stenløse Kirke (1)

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Sådan ser ryggen ud på den nye messehagel, som Stenløse Kirke har anskaffet i 2009. Der kommer to mere i løbet af de næste to år.



Stenløse Kirke har fået den første af tre nye messehagler. Hvis alt går vel, kommer de sidste to i løbet af de næste to år.

De nuværende er mellem 40 og 50 år gamle. Men en messehagel koster 125.000 kroner, så da Inge Bastkær og den tidligere præst Jørgen Andersen blev betænkt med 30.000 kroner hver, kunne de spare sammen. Derfor måtte menighedsrådet ud at søge midler hos fonde til den første messehagel, og man er gået i gang med at skaffe penge til de to andre.

Det er kunstneren Martin Nannestad (født 1959), der står for designet af de tre nye messehagler. Han har brugt meget tid på at gå rundt i Stenløse Kirke og få inspiration. En messehagel bliver nemlig "specialsyet" til en kirke. De tre messehagler skal være meget enkle, fordi kirken er så rigt udsmykket. Han blev især optaget af det kors, der er oppe over "buen" ind til alteret. Dette kors er blevet forenklet og kommer til at gå igen på alle tre hagler. Korset bliver broderet på ryggen, mens fronten er fuldstændig "ren".

Martin Nannestad har selv vævet stoffet af silke og mohair. Han har så afleveret stoffet sammen med tegningerne af mønstrene til Selskabet for Kirkelig Kunst i København. Her har Lizzie Damgaard syet og broderet. Alt er lavet i hånden.

Stenløse Kirke får i alt tre messehagler. De er i farverne grøn, violet og hvid/gylden. Farverne hedder i kirkens verden de liturgiske farver. Den hvide, vi har fået nu, bruger præsten ved de festlige begivenheder i kirken så som jul og påske. Den grønne er til trinitatistiden, altså til dagligdagen, og den violette skal bruges til advent- og fastetiden.


Links

egedal.lokalavisen.dk

Kunstnerens hjemmeside


Oprindelig forfatter:Lene Olesen Bro

06-01-2010