Ole Henning Hansen

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Hommage à Jens Jørgen. 2001



Ole Henning Hansen er født 23.7.1941 i Bramminge og bor i Stenløse. Han arbejder med maleri, grafik, foto og film. Medlem af Kunstnergruppen M/K og Filmgruppe 77.

Ole Henning Hansen er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København 1958-62 og underviser i billedkunst.


Film

Ole Henning Hansen stod i 1985 for manuskript, instruktion og klip af filmen Peter & Pierre, om kunstneren Pierre Alechinsky og litografen Peter Bramsen, Paris. Filmen blev produceret af Film & Lyd ApS sammen med Statens Filmcentral og Danmarks Radio/TV Kulturafdelingen. Den blev vist på den franske kunstfilmfestival 1986. Senere har han instrueret to andre dokumentarfilm, Forspil til et kys (om digtermaleren Jørgen Nash, 1991) og Fra Brandes til Rifbjerg (1993). Desuden har han til International Filmfestival i Odense 1993 lavet kortfilmen Synopsis, der er et drømmespil om selvmordets fristelse og varer ca. et minut.


Maleri

Som maler synes Ole Henning Hansen at hente sin inspiration mange steder fra. På en lille præsentation af hans værker citerer han da også T.S Elliot: "De små efterligner; de store stjæler..." Billederne spænder fra rent geometriske konstruktioner med skarpt adskilte farveflader over nogle stiliserede ansigter, serier af nøgne landskaber fra det nordlige Jylland og en lang række modelbilleder, heriblandt hans hyldest til den nyligt afdøde, kontroversielle kunstner Jens Jørgen Thorsen. Ole Henning Hansens livsglæde kommer dog bedst til udtryk i de ekspressive billeder, hvor penselstrøgene danser frit over fladen, med klare, frugtagtige farver som limegrøn, rød, gul og cyanblå. Hans voldsomt ekspressive reaktion på terrorhandlingen "WTC 11. september 2001" er en kraprød farveudladning.

Han modtog Statens Kunstfonds arbejdslegat 1998 og har udstillet på bl.a. Jeppes Badehotel og Stenløse Jobcenter (2003). Billedet Dagdriverbanden (2003) tilhører Jobcentret.


Kilder og litteratur

Peter & Pierre. Katalog udgivet af Statens Filmcentral, 1985


Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro

27-05-2004