Stenløse Station

Fra Egedal Leksikon
Skift til: Navigation, Søgning
Stenløse Holdeplads (før den nuværende station)



Første stationsbygning

Der var ingen station i Stenløse, da Frederikssundbanen blev indviet i 1879. Først den 18. februar 1882 kom der en holdeplads, et såkaldt trinbræt. I 1895-97 blev holdepladsen udvidet med en perron, og der blev bygget en mindre stationsbygning. Den første bygning blev flyttet over på den anden side af sporerne og indrettet som kolonnehus. Her stod det rødmalet frem til S-banens indvielse, hvor det blev revet ned.

Den ny bygning var tegnet af arkitekt S.P.C. Bendtsen (1842-1912) fra Hillerød. Han havde i forvejen tegnet flere af stationerne langs banen. Den var indrettet med billetsalg og ventesal samt tjenestebolig for stationsmesteren.


Efter 1909 ændrede bygningen status til dobbeltbolig for portører. Ved samme lejlighed blev sporanlægget udvidet med godsspor med en svellebelagt læsserampe. Det var i brug frem til 1977, hvor ekspedition af godsvogne ophørte. Den første stationsbygning blev revet ned ved ombygningen til S-bane.

Stenløse Station. Bygningen er anderledes end de andre gamle stationer langs Frederikssundbanen. Den er bygget senere. I starten kørte toget nemlig forbi Stenløse.

Nuværende station

Den nuværende stationsbygning blev opført i 1909. Bygningen i nationalromantisk stil er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck (1851-1936). Han var overarkitekt ved DSB og er også kendt for at tegne Kystbanestationerne og Københavns nuværende hovedbanegård.

Ved opførelsen bestod stationsbygningen af en ventesal, forhal, billetsalg, posthus, rejsegodsekspedition og tjenestebolig til stationsmesteren. I forlængelse af selve stationsbygningen lå et mindre pakhus med depot og brændselsrum samt toilet og pissoir. Ved en senere ombygning blev der indrettet toiletter i forbindelse med ventesalen, og faciliteterne i pakhuset blev lukket. Ved siden af stationen havde stationsforstanderenen en stor have. Den lå omtrent, hvor parkeringspladsen i retning mod København i dag ligger.

Krydsningsspor og S-tog Banen var enkeltsporet, men i vinteren 1948-49 fik stationen et krydsningsspor og bestod derefter af to perroner. Krydsningssporet blev nedlagt ved overgangen til S-tog i 1989. Samtidig forsvandt godssporet. Det blev erstattet af nye banetjenestespor i Veksø og Ølstykke.

I den sydlige del af stationsområdet blev der i 1920 opført en viadukt af beton med overføring af Toftholmvej. I forbindelse ned ombygning til S-banen måtte sporene sænkes op til 33 centimeter. Viadukten blev sprængt væk og i 2001 erstattet af den nuværende bro af jern og stål. Desuden er de to perroner forbundet med en gangbro.


Andre funktioner

Fra 1909 til 1969 lå byens posthus også på stationen, side om side med billetsalget. Stationen ændrede i 1989 status til kun at være billetsalg, og tjenesteboligen blev nedlagt. Billetsalget lukkede den 26. juni 2004 med henvisning til for ringe omsætning. En billetautomat på perronen har overtaget.

Stenløse Kommune har flere gange overvejet at købe bygningen, der i dag fungerer som bolig for flygtninge.


Kilder og litteratur

Frederiksborg Amts Avis 26. juni 2004

Knud B. Christoffersen: Banen sætter spor. Frederikssundbanen i 110 år 1879–1989, 1989

J.S. Hjort Eriksen, Bent Schrøder og Bent Stiesdal (red.): Livet langs banen. Med Frederikssundsbanen i 100 år, 1979


Oprindelig forfatter Thyge C. Bro

Dato 11-09-2005