Forskel mellem versioner af "Fra glaserede æbler til Ølstykke Julemærke"
Linje 1: | Linje 1: | ||
− | En fortælling om Ølstykke Julemærkes historie fortalt af grafiker og tegner bag mærket, Ole Bjørn Andersen. | + | En fortælling om Ølstykke Julemærkes historie fortalt af grafiker og tegner bag mærket, [[Ole Bjørn Andersen]]. |
Nuværende version fra 28. jan 2019, 11:14
En fortælling om Ølstykke Julemærkes historie fortalt af grafiker og tegner bag mærket, Ole Bjørn Andersen.
Starten
Det begyndte i 1982, da en spejderleder opsøgte mig og spurgte, om jeg ville være med til at skaffe penge til spejderne. Mine børn var spejdere i Erik Harefod, men jeg var ikke meget for det med at rende rundt og sælge lodder. Men det endte med, at hun fik mig overtalt. Det blev starten til Erik Harefods Venner, og i december 1983 stod jeg så på Butikstorvet og solgte glaserede æbler en hel weekend. Det var en kold fornøjelse, men vi fik da et overskud på 36 kr.
En flaske på højkant
Jeg tænkte lidt i mit fag som reprofotograf. Vi havde før solgt badges med teksten: "Du gør Ølstykke skøn," som jeg havde grafisk ansvar for, så da vores formand satte en Gammel Dansk på højkant for nye ideer, foreslog jeg et lokalt julemærke. Jeg vandt både den gode flaske og udfordringen om, hvordan man skulle gribe sagen an. Ølstykke Kirke var et naturligt motiv til det første mærke. Den skulle jeg så lave en tegning af, så jeg tog et fotografi fra en meget høj stige, da kirken ligger på en bakke.
En ny tradition
Jeg havde set et julemærkeark fra Herlev med store og små mærker og en tekst om motivet. Det blev min inspiration til det første Ølstykke julemærke, som gav et overskud til spejderne på ca. 15 000 kr.
I 1985 udkom julemærket for anden gang, med Skenkelsø Mølle som motiv, og så var starten lagt til en ny tradition i Ølstykke. Dette år startede traditionen med at afsløre mærket ved en reception på erhvervskontoret, som var nystartet, og som også ville markere sig med lidt juletradition.
Vi var lykkelige for samarbejdet, som også holdt sig, da vi rykkede afsløringen til Ølstykke Bibliotek med Lokalhistorisk Arkiv som vært. Teksten på arket blev nu også mere professionelt, da arkivet skrev for os. Afsløringen blev nu foretaget af borgmesteren, og det gav ekstra presseomtale, som er guld værd for en godgørende forening.
I 1991 stod Udlejre Kirke færdig. Den blev julemærke i 1993. Menighedsrådet brugte også kirken til forskellige kunstudstillinger af lokale kunstnere. Julemærkerne samt de originale tegninger fik også deres bevågenhed, og julemærkerne har siden været fast udstilling i kirken op mod jul. Sidste advisering om julemærket er blevet infokanalen i en stor antenneforening i Ølstykke, samt her i Egedal Leksikon.
Markante bygninger
Mærket bliver til ved, at jeg går en tur i Ølstykke med mit kamera. Helst i april måned, hvor der er mindst fugtighed i luften og ikke blade på træerne. Det skal jo ligne vinter. Jeg fik savet et hul i mit mahogni-skrivebord, så jeg kunne montere et lysbord. Her sidder jeg så og tegner motivet fra fotografiet, uden at få kolde fingre.
Motivet, jeg gennem tiden har valgt, skal og har været markante bygninger i Ølstykke. Bestyrelsen har altid givet mig frie motivvalg. En del af bygningerne findes ikke mere, så vores julemærke har også historisk værdi. Det at farvelægge et billede i frimærkestørelse, var min største udfordring. Det var før computergrafik, så jeg måtte stole på min erfaring, da der ikke var midler til prøvetryk. Det er da også gået så godt, at julemærket nu har bestået i 24 år med mig som grafiker.
Overskud og ære
Skønt jeg ikke er lige glad for alle mine kreative resultater, er overskuddet til spejderne steget støt. Det er mere end fordoblet siden start, så det er en stor tilfredsstillelse. Det har været skønt at møde så mange positive mennesker i forbindelse med salg og fremstilling. For mig personligt er det stadig en stor glæde at være med til oplevelserne omkring vores julemærketradition. Bestyrelsen skylder jeg en speciel tak. I har gjort mig og Winnie (min viv) til æresmedlemmer. Uden jer var vi aldrig blevet æresmedlemmer for noget som helst.
Oprindelig forfatter: Ole Bjørn Andersen
20-11-2007