Smørumovre gamle Skole

Fra Egedal Leksikon
Version fra 4. feb 2015, 11:05 af Egedal Arkiv (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning



Foto: Fredi Paludan Bentsen

Godsejerens bønders børn

Smørumovres første egentlige skole med egen bygning blev etableret i 1742. Fra begyndelsen var det allerede et ældre hus, man benyttede, så med tiden blev det meget nedslidt.

Omkring 1850 begyndte sogneforstanderskabet at drøfte en rigtig skolebygning. Sognerådet kunne dog ikke blive enige om at finde de nødvendige midler, så efter flere års snakken frem og tilbage tog Frederik Tutein, ejeren af Edelgave, affære. På det tidspunkt var de fleste bønder i Smørumovre fæstebønder under Edelgave.

Tutein syntes, at hans bønders børn skulle have en skolegang, og betalte, så Smørumovre igen kunne få en skole. Tutein forlangte blot, "at begge sognene, Lidør (Ledøje) og Smørum mod betaling skulle udføre kiørselen, nemlig af mursteen, tømmer, gruus og alle andre materialers kiørsel, som udfordres til opførelse af denne bygning. Fragten af disse materialer bestemmes forud." Herved sikrede han, at egnens bønderne også fik en ekstra indtægt af sagen. Bygningen var færdig i 1860. På gavlen mod gadekæret har borgere og bønder sat en tavle som tak.


En skole – to klasselokaler

Der var to klasselokaler, et stort og et mindre, foruden en efter tidens forhold stor lejlighed til læreren. Man regnede med, at skolen skulle have to lærere; den anden lærer skulle have et par værelser på loftet. Hvor der nu er parkeringsplads, havde læreren en have, hvis afgrøder kunne hjælpe på den sparsomme aflønning. Skolen var oprindelig i blankmur af gule sten. Det har den efter sigende været helt op til 1950'erne, hvor den blev filtset og malet gul. Taget har formentlig også været af tegl. Et par gamle sten er kommet frem i forbindelse med renovering i 2005.


Kommunen rykker ind

Omkring 1930 var sognerådet i bekneb for et kommunekontor. Den største skolestue blev flyttet ind i lærerboligen og der kunne nu indrettes kontorer i bygningens nordende. I 1948 blev der opført en tilbygning i nordenden, hvor der blev indrettet ekspedition og mødelokale til sognerådet. Hele bygningen blev overtaget som administrationsbygning i 1959, da Centralskolen, senere kaldet Søagerskolen, blev taget i brug. Derefter blev der bygget flere bygninger rundt om skolen. Nu blev sognerådsmøderne og de første byrådsmøder afholdt på loftet.


Foreningernes hus

Da Rådhuset på Flodvej blev taget i brug i 1981, blev den gamle skole overdraget til foreningshus. Bygningen rummer nu Ledøje-Smørum Historisk Forening, Lokalarkivet og Slægtsforskningsforeningen. Foreninger med tilknytning til Smørumovre, fx Smørumovre Bylaug og Vandværksforeningen, kan også bruge huset efter aftale med Historisk Forening, der har tilsynet og administrerer huset.


Oplysninger søges

Der findes tilsyneladende ingen tegninger af bygningens oprindelige indretning. Oplysninger, der kan underbygge disse oplysninger eller korrigere dem, er meget velkomne.

Kilder og litteratur

Rita Holm: Smørum Gl. Skole, Ledøje-Smørum Historisk Forenings Årsskrift 1994, 29

J.P. Jørgensen: Historiske Optegnelser om Ledøje-Smørum Sogne,fra Oldtiden til den nyere Tid, 1925, 35, 45


Oprindelig forfatter: Per E. Tidgen

28-10-2008