Peter Hansen
Peter Hansen er født i København i 1945. Han er uddannet som shippingmand i DFDS, derefter skolelærer på Jonstrup Statsseminarium. Han flyttede i 1972 sammen med sin kone Karen Marie til Ganløse, hvor han blev ansat som lærer på Ganløse Skole.
Allerede i sin tidligste ungdom blev Peter Hansen inspireret af tidens humanistiske ideer. I første omgang var det Kampagnen mod Atomvåben, der fik skoleeleven til at følge de berømte atommarcher i 1960. Dette førte videre til militærnægterbevægelsen og en begyndende flirt med Det Radikale Venstre. Da dette parti svigtede sine antimilitære holdninger i midten af 1960'erne, blev Socialistisk Folkeparti (SF) det bedste alternativ.
Da han flyttede til Ganløse, gik der ikke lang tid, før Peter Hansen var med i dannelsen af den lokale afdeling af SF. Han kom ind i byrådet i 1986 og er blevet genvalgt lige siden. Derfor var det Peter Hansen, der som byrådsmedlem med størst anciennitet ledede den sidste konstituering af Stenløse Byråd i 2002.
Peter Hansen er samarbejdets mand, og han respekterer også andre holdninger. Men han holder fast i sine meninger og svigter aldrig de svage i lokalsamfundet. Samtidig er han en "farverig" politiker, der har ordet i sin magt.
Sammen med Willy Eliasen står Peter Hansen bag udgivelsen af Aage Krogsdams bog (se Kilder og litteratur).
Kilder og litteratur
Aage Krogsdam (red.): Frænde er frænde værst. Stenløse i rødt og blåt - et politisk tidsbillede gennem 37 år, 2008, 137-138
Oprindelig forfatter: Lene Olesen Bro
22-10-2008((Kategori: Stenløse]]